Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

193 bevise, at et Legeme, som falder ned ad. den under Paavirkning af Tyngden, altid bruger den samme Tid til at naa det nederste Punkt, paa hvilket Sted Faldet end begynder- Den samme krumme Linje har en anden mærkelig Egenskab, idet man nemlig ogsaa kan bevise, at dersom et Legeme skal bevæge sig ved Hjælp af Fig. 170. Tyngdekraften fra et eller andet Punkt A til 73, saa sker Bevægelsen i den kortest mulige Tid, naar Legemet falder paa en Cykloide, der har sit øverste Punkt i A. 114. Andre Former af Penduler. Den Svingkraft, som fører et almindeligt Pendul tilbage til sin Hvilestilling, er for en lille Fjernings- vinkel v p l sin v eller p l v. Nævneren, som findes i Formlen T = tt 1 / —, er altsaa det kon- V pl stante Forhold mellem Svingkraften og Fjerningsvinklen, udtrykt i Bue- maal. Om Svingkraften hidrører fra Tyngden eller en anden Åarsag, er imidlertid ligegyldigt, naar den blot er proportional med Udslaget. Bringes f. Eks. en vandret Magnetnaal ud af sin Ligevægtsstilling, vil Jordmagnetismen paavirke den i konstant Retning og med uforandret Størrelse, ligesom Tyngden paavirker et almindeligt Pendul; man indser derfor paa samme Maade, at den Svingkraft, som drejer Naalen, ved smaa Udslag er proportional med disse. Kaldes det konstante Forhold mellem Svingkraften og Udslaget S og Naalens Inertimoment I, bliver Svingningstiden Fig. 171. 13