Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

196 ladte til hans Discipel, Johannes Kepler (født i Wurtem- berg 1571, død 1630), og det lykkedes ham efter mange Aars Arbejde paa Grundlag af Tyge Brahes Iagttagelser at finde de Love, hvorefter Planetbevægelserne foregaa, nemlig de saakaldte tre Keplerske Love. Disse ere følgende: 1) Enhver af Planeterne beskriver en Ellipse, i hvis ene Brændpunkt Solen befinder sig; 2) For enhver af Planeterne beskriver Radius vektor Arealer, som ere proportionale med de dertil anvendte Tider; (ved Radius vektor förstaas Linjen mellem Solen og Planeten). 3) For to forskellige Planeter forholde Omløbstidernes Kvadrater sig lige som tredje Potens af deres Middel- afstande (det halve af Ellipsens Storakse). Paa Grund af Solens Stilling i alle Planetbanerne antog Kepler endvidere, at der fra Solen maatte udgaa en Kraft, som var Aarsag til Bevægelserne, og han opstillede forskellige Hypoteser, om at denne Kraft svækkedes enten i Forhold til Afstanden eller dennes Kvadrat. Der var i det hele taget paa- den Tid mange Videnskabsmænd, som beskæftigede sig med dette Spørgsmaal, men det blev kun til løse Antagelser og filosofiske Teorier, indtil Newton paaviste den rette Til- trækningslov og ved Hjælp deraf matematisk beviste Nød- vendigheden af de Keplerske Love. 116. Maanens Bevægelse. Newtons Undersøgelse af Tiltrækningen blev foranlediget ved, at han en Gang, da han saa et Æble falde ned fra et Træ, kom til at tænke over, hvor langt den Kraft kunde række ud fra Jorden, og han satte sig da for at prøve, om Maanens Bevægelse om Jorden kunde forklares ved Hjælp af den samme Kraft. Kaldes Maanens Masse m, dens Afstand fra Jordens Centrum R og dens Omløbstid T, og antages Banen for en Cirkel, maa den Kraft, som behøves for at frembringe Bevægelsen, være lig 4 Tt2 R 1TI ----—----, og den Acceleration, som derved meddeles Maanen 72 indad mod Jorden, bliver altsaa —. 1 - Ved Jordens Overflade er Legemernes Acceleration p,