Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

205 123. Ifølge Loven om Virkning og Modvirkning ville to hvilke som helst Legemer med Masserne M og M, bægge tiltrække hinanden, og , kM Mi . „ , , n Kraften have vi fundet udtrykt ved —p—, naar r er Afstanden. Den Acceleration, hvert Legeme faar, findes ved at dividere Kraften med Massen, k Mi „ kM altsaa G = 2 °g G) — r2 ’ , , G M, __ a hvoraf naar a og as betegne Legemernes Afstande fra deres fælles Tyngde- punkt. Dersom nu de to Legemer fra først af overlades til sig selv uden Begyndelseshastighed, ville de falde ind imod hinanden efter en vis Lov med voksende Hastigheder, men i en uendelig lille Tid ville baade den gennemløbne Vej ’/a G t 2 og den opnaaede Hastighed G t være propor- tionale med Afstanden fra Tyngdepunktet, og denne Proportionalitet ved- varer under hele Bevægelsen, hvoraf Følgen bliver, at Tyngdepunktet ligger fast. Dersom man derimod fra Begyndelsen af giver Legemerne en vis Hastighed, saa kan man bevise, at Følgen bliver den, at Tyngdepunktet enten bevæger sig i en ret Linje med jævn Hastighed eller ligger stille, medens de to Legemer bevæge sig i Keglesnit omkring Tyngdepunktet. Anvendes dette nu paa Himmellegemerne, ser man, at det egentlig ikke er Planeten, som bevæger sig om Solen, men bægge bevæge sig i Ellipser om deres fælles Tyngdepunkt, og det samme gælder om en Planet og dens Maane. Men i alle Tilfælde, som virkelig fore- komme, er Hovedlegemet saa mange Gange større end det andet, at Tyngdepunktet enten ligger inde i det første Legeme eller tæt ved det, hvorfor dets Bevægelse kun bliver ringe. Betragte vi nu flere Legemer, f. Eks. Solen, Jorden og Maanen, kan det igen bevises, at deres fælles Tyngdepunkt enten ligger stille eller bevæger sig jævnt i en ret Linje, medens de enkelte Legemer bevæge sig paa en meget indviklet Maade; det samme gælder, hvis vi tale om alle Legemer, der høre til vort Solsystem, men selve Solens Bevægelse om det fælles Tyngdepunkt er yderst ringe paa Grund af dens over- vejende store Masse. Endnu mere indviklet bliver Bevægelsen, dersom vi i vor Betragtning medtage de øvrige Fiksstjerner; vi maa da slutte, at de alle bevæge sig omkring deres fælles Tyngdepunkt i meget store Baner, der paa et mindre Stykke tage sig ud som rette Linjer. Dette Centrum for alle Fiksstjernernes Bevægelser ligger efter Mädlers Bereg- ninger i »Syvstjernen«, og Tyngdepunktet for hele vort Sol- og Planet- system bevæger sig for Tiden hen imod Stjernebilledet Herkules.