Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

210 A B C Fig. 179. Forandringer kun meget lidt, ligeledes i Østersøen; i Indsøer, selv det Kaspiske Hav, ere de ganske umærkelige. Allerede Newton forklarede dette Fænomen ved den Til- trækning, Maanen og Solen udøve paa Jorden. For bedre at forstaa dette ville vi først tænke os, at 3 Punkter A, B og C i samme indbyrdes Afstand tiltrækkes hen imod et fjerde Punkt D i deres Forbindelseslinje efter den sædvanlige Til- trækningslov; Punkterne komme da til at bevæge sig ulige meget, C mest og A mindst, D og deraf bliver Følgen, at Af- standene A B og B C bægge blive større, eller hvis Bevægel- serne bedømmes af en, som følger med Punktet B, saa ses bægge de to andre Punkter at fjerne sig fra Midten. Dette anvendes nu paa Jorden og Maanen, idet Jordens Centrum svarer til Punktet B, medens Punkterne C og A ere de to Steder af Jorden, som have Maanen i Zenit og Nadir. Medens Maanens absolute Tiltrækning bevirker den tidligere omtalte Bevægelse af Jorden om dens og Maanens fælles Tyngdepunkt, saa vil den relative Forskel paa Tiltrækningerne forandre Jordens Figur, ifald Delene ved Overfladen kunne bevæge sig. Tænke vi os altsaa Jorden helt omflydt af Vand, saa vil der rejse sig to Flodbølger paa de Steder, hvor Maanen staar i Zenit og Nadir, medens der er Ebbe langs den tilsvarende Storcirkel; og under Jordens daglige Rotation ville Flod og Ebbe bevæge sig rundt om Jorden i Retning fra Øst til Vest i den Tid, som forløber mellem to øvre Kul- minationer af Maanen, det vil sige i 24 Tim. 50 Min.