Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE
Forfatter: Georg Forchhammer, Julius Petersen
År: 1888
Forlag: LEHMANN & STAGES FORLAG
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 324
UDK: 531 (022)
MED 353 OPGAVER
OG
ET KORT UDDRAG AF FYSIKENS HISTORIE.
Af
JULIUS PETERSEN (ADJUNKT.) og GEORG FORCHHAMMER (CAND. POLYT.)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
211
Ved Betragtning af Fig. 180 ses det, at under den dag-
lige Rotation vil et Sted paa Jorden faa Flod, hver Gang
Maanen er i Meridianen, men de to Højvande behøve ikke at
være lige store. Paa høje Breddegrader forsvinder al For-
skel mellem Flod og Ebbe.
Det er ikke Maanen alene, som frembringer disse Virk-
ninger; Solen har ogsaa Indflydelse, men skønt dens Tiltræk-
ning er mangfoldige Gange større end Maanens, bliver dens
Virkning dog ringere, idet det her kun kommer an paa For-
skellen mellem Tiltrækningerne af de forskellige Punkter
paa Jorden, og denne Forskel er mindre for Solens Ved-
kommende paa Grund af dens store Afstand. Imidlertid
mærkes Solens Indflydelse tydeligt ved den Forskel, der bliver
paa Flodbølgernes Højde, enten Solen og Maanen understøtte
hinanden i deres Virkning eller de modarbejde hinanden.
Det første finder Sted ved Ny- og Fuldmaane, Floden kaldes
da Springflod; det sidste, som kaldes Nip flod, finder
Sted ved Kvarterskifterne. Til andre Tider vil Solen natur-
ligvis ogsaa have sin Indflydelse, og de Flodbølger, som den
og Maanen frembringe, smelte sammen til en i en Mellem-
stilling, saa at den tidligere nævnte Regel, om at Højvandet
skulde indtræffe, naar Maanen kulminerede, ikke bliver nøj-
agtig. Der er desuden andre Aarsager til Afvigelse fra denne
Regel; dels er der nemlig Modstand mellem Vanddelene ind-
byrdes, idet de skulle bevæges, og dels afbrydes Flodbølgen
paa sin Vej omkring Jorden af Landene, og dernæst tager
det Tid for en Bevægelse, som opstaar ude paa det store
Hav, at naa til Kysterne og ind i Fjorde og Bugter. Hvert
Sted faar derfor sin »Havnetid«, hvorved förstaas den Tid,
der forløber fra Maanens Kulmination, til Højvandet indtræder.
Ved mange Havnesteder spiller Ebbe og Flod en stor Rolle;
naar Flodbølgen nemlig kommer, løber Vandet ind i Havnen,
og Skibene kunne flyde derind af sig selv; ja endog i Floder
som Temsen kan Højvandet trænge langt op og føre Skibene
med sig; omvendt kunne disse drive ud med Ebben. I
mange Havne svinder Vandet helt bort ved Ebbetid, og Skibene
ligge tørt paa Bunden; skal dette undgaas, maa Skibet ind i
Dokken, som er et Bassin, hvor Højvandet kan trænge ind,
14*