Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

Forfatter: Georg Forchhammer, Julius Petersen

År: 1888

Forlag: LEHMANN & STAGES FORLAG

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 324

UDK: 531 (022)

MED 353 OPGAVER

OG

ET KORT UDDRAG AF FYSIKENS HISTORIE.

Af

JULIUS PETERSEN (ADJUNKT.) og GEORG FORCHHAMMER (CAND. POLYT.)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 336 Forrige Næste
211 Ved Betragtning af Fig. 180 ses det, at under den dag- lige Rotation vil et Sted paa Jorden faa Flod, hver Gang Maanen er i Meridianen, men de to Højvande behøve ikke at være lige store. Paa høje Breddegrader forsvinder al For- skel mellem Flod og Ebbe. Det er ikke Maanen alene, som frembringer disse Virk- ninger; Solen har ogsaa Indflydelse, men skønt dens Tiltræk- ning er mangfoldige Gange større end Maanens, bliver dens Virkning dog ringere, idet det her kun kommer an paa For- skellen mellem Tiltrækningerne af de forskellige Punkter paa Jorden, og denne Forskel er mindre for Solens Ved- kommende paa Grund af dens store Afstand. Imidlertid mærkes Solens Indflydelse tydeligt ved den Forskel, der bliver paa Flodbølgernes Højde, enten Solen og Maanen understøtte hinanden i deres Virkning eller de modarbejde hinanden. Det første finder Sted ved Ny- og Fuldmaane, Floden kaldes da Springflod; det sidste, som kaldes Nip flod, finder Sted ved Kvarterskifterne. Til andre Tider vil Solen natur- ligvis ogsaa have sin Indflydelse, og de Flodbølger, som den og Maanen frembringe, smelte sammen til en i en Mellem- stilling, saa at den tidligere nævnte Regel, om at Højvandet skulde indtræffe, naar Maanen kulminerede, ikke bliver nøj- agtig. Der er desuden andre Aarsager til Afvigelse fra denne Regel; dels er der nemlig Modstand mellem Vanddelene ind- byrdes, idet de skulle bevæges, og dels afbrydes Flodbølgen paa sin Vej omkring Jorden af Landene, og dernæst tager det Tid for en Bevægelse, som opstaar ude paa det store Hav, at naa til Kysterne og ind i Fjorde og Bugter. Hvert Sted faar derfor sin »Havnetid«, hvorved förstaas den Tid, der forløber fra Maanens Kulmination, til Højvandet indtræder. Ved mange Havnesteder spiller Ebbe og Flod en stor Rolle; naar Flodbølgen nemlig kommer, løber Vandet ind i Havnen, og Skibene kunne flyde derind af sig selv; ja endog i Floder som Temsen kan Højvandet trænge langt op og føre Skibene med sig; omvendt kunne disse drive ud med Ebben. I mange Havne svinder Vandet helt bort ved Ebbetid, og Skibene ligge tørt paa Bunden; skal dette undgaas, maa Skibet ind i Dokken, som er et Bassin, hvor Højvandet kan trænge ind, 14*