Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

Fysikens Historie. (Væsentlig efter Rosenberger, Geschichte der Physik). Allerede i Oldtiden beskæftigede nogle af de græske Vismænd sig med Fysik; Tales (600 Aar f. Chr.) kendte saaledes Magneternes Til- trækning og vidste, at Rav kunde blive elektrisk ved Gnidning. Ogsaa Pytagoras (cr. 550) gav sig af med Fysik ved Siden af Matematik. Den første, som har haft nogen Betydning, er imidlertid Aristoteles, som levede cr. 350 f. Chr. Han var en Discipel af Plato og blev først Lærer for Aleksander den store, kom senere til Aten, hvor han under- viste en Mængde Disciple, ogsaa i Fysik. Han var dog først og fremmest Filosof, og hele hans Behandling af Fysiken var overvejende filosofisk uden at hente noget Støttepunkt i virkelig Iagttagelse af Naturen. Derfor kommer han ogsaa til meget forkerte Resultater paa mange Punkter; han lærte f. Eks-, at store Legemer falde hurtigere end smaa, eller at et Legeme, som kastes ud, fortsætter sin Fart, fordi Luften bagfra trykker det frem. Derimod kendte han Vægtstangsloven og lærte, at Tonerne kom frem ved Bevægelse i Luften, og Ekkoet ved Lydens Tilbagekastning. Efter Aristoteles udviklede Fysiken sig mere og mere som en ma- tematisk Videnskab, og det er især Optik og Astronomi, som dyrkes. Evklid (cr. 300) fandt Lovene for Lysets Tilbagekastning, skønt han havde den mærkværdige Anskuelse, at Lyset var en Virksomhed, som udgik fra Øjet. Ari stark lærte, at Solen og Fiksstjernerne stod stille, medens Jorden bevægede sig. Han fandt endvidere en Metode til Be- stemmelse af Solens Afstand i Forhold til Maanens; naar nemlig Maaiien ses netop som en Halvcirkel, maa den være Toppunkt for en retvinklet Trekant, hvis Hypotenuse er Linjen fra Solen til Jorden. Ved Udmaaling af en Vinkel i denne Trekant fandt han, at Solens Afstand var 20 Gange Maanens. At Resultatet er saa meget galt, skyldes ikke Principet, men