Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

295 Samtidig levede ligeledes i Aleksandria en af Oldtidens berømteste Astronomer, Hip park. Han forklarede Uregelmæssighederne i Maanens og til Dels Planeternes Bevægelser om Jorden ved den Antagelse, at Jorden var stillet ekscentrisk i deres cirkelformede Baner. For Solens Vedkommende bestemte han tillige Periheliets Beliggenhed, og Aarets Længde fandt lian, var 365 Dage 5 Timer og 55 Min. Ved Parallaksen fandt han Maanens Afstand temmelig rigtig, men derimod Solens 20 Gange for lille. Ved Udarbejdelsen af et Stjernekatalog fandt han end- ogsaa Præcessionen. Hipparks Iagttagelser bleve meget benyttede af de følgende Astronomer, blandt hvilke den betydeligste er Ptolemæus, som boede i Aleksandria cr. 120 efter Chr. I sit Hovedværk, Almagest gør han Rede for sin Opfattelse af Verdenssystemet; lian betragtede Jorden som stillestaaende, mens alle de bevægelige Himmellegemer be- skrev Baner omkring den. For at forklare de tilbagegaaende Bevægelser, lod han Planeterne bevæge sig i smaa Cirkler, Epicykler, og disses Centrer beskrev da de af Hippark udtænkte ekscentriske Cirkler om Jorden. Da dette ikke en Gang var nok til at forklare alle Uregelmæssigheder, ind- førte Ptolemæus nye Komplikationer, hvorved Systemet blev saa indviklet, at han bemærkede, det var lettere selv at bevæge alle Planeterne end at forklare de Bevægelser, der fandt Sted. Ogsaa Optik beskæftigede Ptolemæus sig med, og hans Autoritet som Videnskabsmand var saa stor, at mange af hans Meninger bleve gældende i lang Tid, og hans Verdenssystem blev opfattet som det rette lige til Kopernikus’s og Tyge Brahes Tid. De nærmeste Aarhundreder efter Christi Fødsel have ingen Viden- skabsmænd at opvise, som kunne staa ved Siden af de græske og aleksandrinske Lærde. Kampen mellem Kristendom og Hedenskab optog Sindene, og desuden udøvede det romerske Herredømme en stor Ind- flydelse. Mange fremragende Mænd drog til Rom, men der var det især praktiske, politiske og statsvidenskabelige Opgaver, som vakte Interessen. I det 7de Aarhundrede begyndte, som bekendt, Araberne at ud- brede deres Herredømme i Middelhavslandene. Da Aleksandria i Aaret 640 blev erobret, var det forbi med den aleksandrinske Videnskabelighed, og skønt Araberne vel have dygtige Mænd at opvise, bestod dog deres Videnskabelighed mere i at studere Fortidens Lærde end i selv at bringe Fremskridt af nogen Betydning. Af de mest fremragende Mænd kan nævnes G eb er, der især studerede Kemi, men rigelig blandet med Alkymi og Magi, samt Astronomen Albategnius. Efterhaanden som der kom mere Ro i de politiske Forhold, og Kristendommen blev Statsreligion i de betydeligste Lande, begyndte Lysten til Videnskabelighed at vaagne igen. De saakaldte Skolastikere ind- skrænkede sig dog væsentlig til at behandle de religiøse Dogmer. Det gjaldt om at bevise disse ved filosofiske Betragtninger uden nogen Fos- udsætning, hentet fra Erfaringen, og det förstaas let, hvorledes denne