Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

300 opfattede det rigtigt som beroende paa Lufttrykkets Forandringer. Det er ligeledes bekendt, at Torricelli fandt Loven om Vædskers Udstrømning gennem smaa Aabninger. Af andre italienske Fysikere fra denne Periode, Begyndelsen af det 17de Aarhundrede, kan nævnes Grimaldi, der 'var den første, som bemærkede og undersøgte Lysets Bøjning, og at to Lysstraaler kunde ved Interferens frembringe Mørke; han antyder endog en Forklaring af Fænomenerne ved at sammenligne dem med Bølgebevægelser paa Vand. I Frankrig og Holland levede paa denne Tid Descartes eller Carte- sius, der ved Siden af Fysiken studerede Matematik, — han er bekendt som Opfinder af den analytiske Geometri — og Filosofi, der førte ham til at opstille en selvstændig Teori om Verdenssystemet og de Kræfter, som ere virksomme deri. Ligeledes maa nævnes Pascal (1623 — 62), der foruden de bekendte Love om Vædskers Tryk gav betydelige Bidrag til Forstaaelsen af Lufttrykket, idet han ved Forsøg viste, at Barometret sank, naar man steg til Vejrs; han foreslog ogsaa at benytte Barometret til Højdemaalinger. Han døde i en ung Alder og hengav sig i sin sidste Tid udelukkende til religiøse Betragtninger. I Tyskland levede Otto von Gerike (1602 — 1686). Han var en meget alsidig Mand, baade Ingeniør, Landmand, Brygger, Borgmester i Magdeburg og Diplomat, i hvilken Egenskab han blev brugt i mange Sendelser. Hans Bidrag til Fysikens Udvikling bestaar først og fremmest i Opfindelsen af Luftpompen og de mangfoldige Forsøg, han anstillede dermed. Foruden de Magdeburgske Halvkugler kan nævnes Dasymetret og Vandbarometret; tillige viste han, at Legemer forbruge Luft ved For- brændingen. Han lavede ogsaa en Art Elektrisermaskine, som blot bestod i en Svovlkugle, der blev drejet rundt, medens en Person holdt Haanden derpaa; Svovlkuglen blev derved elektrisk. Det Opsving, som Fysiken tog i dette Tidsrum ved Indførelsen af den eksperimentale Metode, gav Anledning til Oprettelsen af flere videnskabelige Selskaber med det Formaal at studere Naturen. De berømteste af disse ere Akademiet i Florens, Royal Society i London og Pariser-Akademiet, og der skriver sig fra disse Selskabers første Tid mange betydningsfulde Fremskridt, f. Eks. angaaende Legemers Udvidelse ved Varmen, Kogning, Frysning, kunstig Kulde, men forholdsvis lidt, som vedrører Magnetisme og Elektricitet. Et af de betydeligste Med- lemmer af Florentinerakademiet er Borelli (1608-1679), som har den Fortjeneste ved sine Arbejder og Betragtninger om Planetbevægelserne at have forberedt den nøjagtige Kendskab til Attraktionsloven. Som Medlemmer af det engelske Selskab kan nævnes Boyle (1627—91) og Hooke (1635 — 1703). Den første var en eget nøjagtig og omhyggelig Eksperimentator men afgiver et Vidnesbyrd om, hvor ensidig Eksperi- mentet paa denne Tid blev anvendt uden tilstrækkelig Bedømmelse af de