Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

65 40. Bøjning. Anbringer man en prismatisk Stang i horizontal Stilling og lader den bære en eller flere Vægte, saa vil Stangen bøjes, og de Reaktioner, som herved fremkomme mellem Molekylerne, ville holde Ligevægt mod de Kræfter, der frembringe Bøjningen. Hvis Stangen kun er fastgjort i den ene Ende, ville de øverste Lag af Stangen strækkes, de nederste Lag derimod sammentrykkes; er Stangen understøttet i bægge Ender, bliver det modsatte Tilfældet, men under alle Omstændigheder kan man ved Hjælp af de Love, som bleve omtalte i forrige §, beregne, hvor meget Stangen bøjer sig for bestemte Kræfter, og hvor stor en Vægt Stangen kan bære; disse Resultater afhænge naturligvis af Stangens Længde og Gennemsnit. Lad os antage, at dette er et Rektangel med Bredde b og Højde h, medens Længden af Stangen er l. Naar Stangen saa spændes fast i den ene Ende og i den anden bærer Vægten P, medens der ikke tages Hensyn til Stangens egen Vægt, saa vil den fri Ende bøje sig et Stykke under den horizontale Linje, som kan bevises at være lig med 4Pl} a b h3 ’ hvor « er den samme Elasticitetskoefficient som i forrige §. Den Vægt, Stangen kan bære uden at brydes i Stykker, udtrykkes derimod ved ? b h2 6 l ' hvor ft er den i Tabellen angivne Fasthedskoefficient; i bægge Formler ere alle Linjer udtrykte i Millimetre og Kraften i Kilo. Dersom en Stang er løst understøttet ved bægge Ender, kan den uden at brydes bære 4 Gange saa stor en Vægt paa Midten. I bægge Tilfælde bliver Stangens Bæreevne dobbelt saa stor, dersom Vægten fordeles jævnt over hele Længden. Det ses af Formlerne, al Rektanglets Højde formindsker Bøj- ningen og forøger Fastheden i langt højere Grad end Bredden, hvilket hidrører fra, at jo længere de øverste og underste Dele ligge fra hin- anden, desto mere maa de strækkes og sammentrykkes. Det samme er Tilfældet, naar Stangen har andre Gennemsnit; de Jærnbjælker, som i Praksis anvendes meget f. Eks. til at bære Lofter eller Broer, giver man derfor saadanne Gennemsnit, at det meste af Materialet ligger ved Over- og Underkanten, hvorved man opnaar, at Bjæl- kens Modstand ved Anvendelsen af en vis Mængde Materiale ।—-—-—j bliver saa stor som muligt. Det hyppigst anvendte Gennem- snit af saadanne Bjælker ses af hosstaaende Figur. Det förstaas nu ogsaa, hvorfor man giver selve Stangen i Vægtskaalen en forholdsvis stor Udstrækning i •———i Højden, og hvorfor det ikke svækker Stivheden synderligt at Fig 52. tilspidse den som en Rombe og bortskære noget af det inderste. 41. Snoning. Med Hensyn til Snoningen af Traade eller Stænger 5