Om Brobygningen I Nordamerikas Forenede Stater
Forfatter: J. E. Gunstensen
År: 1896
Forlag: Forlagt Af E. Chr. Ellewsen Og A. Bruns Boghandel
Sted: Trondhjem
Sider: 109
UDK: 624.6
Med 14 Plancher og 82 Textfigurer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
30
Jernbroer.
forbandet udgjøres enten af rund- eller firkantstænger, der strammes ved
hjælp af møtriker, eller også af vinkeljern, der befæstes til hovedbærerne
ved hjælp af knudeplader. I den nyere tid foretrækker flere konstruktører
denne sidste anordning.
Medens man her i Europa anvender pladebærere vanligen indtil om-
trent 10—12 m. spændvidde, bruger amerikanerne dem op til spændvidder
af 20—30 m. De klinkes da i værkstedet sammen i længder af ca. 10 m.,
så at delene kan transporteres på en almindelig jernbanevogn. Selv ved
så store spænd som henimod 30 m. kan pladebæreren, livad billigheden
angår, konkurrere med fakværksbæreren trods det større
materialforbrug, da værkstederne er specielt indrettede
på at levere sådant arbeide billigt og raskt.
Til fordel for pladebæreren anføres videre, at dårlig
slåede nagler ikke influerer så meget på bæreevnen, at
de liar færre hjørner og kroge end fakværksbæreren, er
derfor lettere at holde rene, og vedligeholdelsen stiller
sig billigere.
For at undgå efterarbeide er vertikalpladen meget
ofte 6 —12 mm. lavere end afstanden fra yderkant til
yderkant af gurtvinkeljernene. (Se fig. 11). Men lierved
opstår der i overgurten en rende, i hvilken vandet kan
blive stående. At
Fig. 12
udfylde renden med kit eller lign, vil
ikke nytte meget, da udfyldingsmassen
mod tiden vil løsne.
Ved længder op til 15 — 20 m. læg-
ges hovedbærerne på almindelige glide-
lagere. Ved større længder anvendes
rullelagere.
Jernbanebroer af 4—5 m. spænd-
vidde gjøres vanligen af valsede I
bærere.
Ved større pladebroer får hoved-
bærerne en svag krumning opad, så at
midten ligger lidt over forbindelseslinien
mellem begge endepunkterne. Denne
overhøide frembringes ved en speciel
anordning af vertikalpladens skjøder
som fig. 12 viser. Vertikalpladerne er
rektangulære, støder sammen med sine
nedre hjørner, medens der mellem de
øvre er et lidet mellemrum. Pladevæg-
gen danner således egentlig en polygon.
Da naglerne står i vertikale linier, blir
naglelinierne lidt skrå i forhold til pladekanterne. I det øvre hjørne er
afstanden fra kanten til naglelinien i den ene plade lidt større, i den anden