Om Brobygningen I Nordamerikas Forenede Stater

92 Grundlaget for beregningen. Ingeniør Cooper bestemmer tværsnitsarealet af hoveddelene i fak- værkerne på følgende måde: Konstruktionsdele. Sveisjern. Stål. Veibroer. Jernb.broer. Veibroer. .Jernb.broer. I strækgurter, diagonaler og lange vertikaler, når de gjøres af smedede øiestænger, på nettotværsnittet for bevægelig belastning a = 700 560 840 670 „egenvægt 0 == 1400 1120 1690 1350 I strækgurter, diagonaler og lange vertikaler, når de gjøres af plader og faconjern, på netto-tværsnittet for bevægelig belastning g == 650 530 780 630 „egenvægt 6 == 1300 1050 1560 1260 Tværsnittet fåes da på den måde, at det areal , der erholdes ved at dividere kraften fra tilfældig belastning med den tilhørende spænding, adderes til det areal, der erholdes ved at dividere kraften fra egenvægt med den tilhørende spænding. 2. Trykspændinger. Når stangens længde er liden i forhold til tværsnittets mindste træg- hedsradius, så at knækning ikke kan finde sted, så ligger den tilladte trykspænding omtrent mellem følgende grænser: Sveisjern. Stål. 0 = = 630—800 840—1000 kg. pr. cm.2. For hårdt stål er den tilladte trykspænding endnu høiere. Også Launhardts formel benyttes. Dette tilfælde forekommer dog sjelden ved brokonstruktioner. 3. Knækningsformler. Er stangens længde i forliold til den mindste tværdimension så stor, at der kan opstå fare for knækning, så må trykspændingen formindskes for at gjøre stangen sikker. Til dette øiemed anvendes forskjellige knæk- ningsformler. a. Gordons formler. Dette er den samme, der hos os er kjendt under navnet „Schwarz- Rankine’s" formel. Den har følgende almindelige form: Ot = -----------------7— , hvor 1+ e(4)2