Om Brobygningen I Nordamerikas Forenede Stater

Grundlaget for beregningen. 97 ding, til det areal, der fåes ved at dividere egenvægtskraften med den for samme tilladte spænding. For de horisontale afstivninger gjælder følgende. Når de ved dem befæstede justerbare stænger anstrænges med 700 kg. pr. em.2, så skal afstivningen kunne modstå resultanten af alle disse kræfter, uden at spændingen overskrider den af ovenanførte formel bestemte værdi. Giver denne forudsætning en større kraft i stangen end den ydre belastning, så er den førstnævnte at lægge til grund for dimen- sioneringen. Cooper foreskriver videre, at ingen trykket stang skal have en længde større end 45 gange dens mindste bredde. Foruden de nu nævnte formler gives der flere andre, men som kun gjælder for specielle tværsnitsformer (I IC kvadratisk, rundt etc. tværsnit). De er byggede på samme måde som Gordons formel, kun er de konstante faktorer andre og bestemte ved direkte forsøg. Som bekjendt er beregningen af trykkede stænger et problem, som man i lang tid har beskjæftiget sig med, uden at det endnu kan siges at være tilfredsstillende løst. Der er derfor også bleven foreslået en mængde knækningsformler. Hos os bruges mest Eulers og Schwarz-Rankine’s (Gordons) formel. For lange, slanke stænger stemmer som bekjendt den Euler’ske formel godt overens med forsøgsresultaterne. For forholdsvis korte stænger bruges den empiriske Schwarz-Rankine’s (Gordons) formel, der dog ikke viser nogen videre god overensstemmelse med forsøgene. År- sagerne hertil er flere. Blandt andet er — som forsøgene viser — faktoren c ikke konstant, men afhængig af tværsnittets form. Amerikanerne liar omgået denne vanskelighed ved som nævnt at opstille specielle formler for de af dem hyppigst an- vendte tværsnitsformer. Professor v. Tetmajer i Zürich liar for at opnå bedre overens- stemmelse med forsøgsresultaterne indført c som en funktion af .. (Se Tetmajer: Baumechanik, Zürich 1889). Men derved blir formelen endnu møisommeligere at an- vende ved praktiske beregninger. I den senere tid liar man dog også her i Europa begyndt.at følge Johnsons exempel, idet man liar antaget den enklere ligning af 1ste grad som knækningsformel istedetfor den mere komplicerede Schwarz-Rankine’s formel. Således er i den schwei- zeriske „forordning betræffende beregning og prøvning af jernbroer og tagkonstruk- tioner på de schweizeriske jernbaner“ (august 1892) ligningen af 1ste grad antaget, rigtignok med lidt andre koefficienter end i de amerikanske formler. Senere har pro- fessor v. Tetmajer også adopteret ligningen af 1ste grad, og i „Mitteilungen der Ma- terialprüfungsanstalt am schweiz. Polytechnikum“, hefte VIII, giver lian — støttet på sine forsøgsresultater - følgende knækningsformler, der for sammenligningens skyld anføres. Sveisjern. for 1 — 10—112; 3% = 3030-12,9 À kg. pr. cm.2 , I > 112; ßk == 15740000 (1)2, », Smeltjern (stål) med en strækfasthed < 4000 kg. pr. cm.2 med en strækfasthed > 4000 kg. pr. cm . for y = 10—105; ßk = 3100—11,4 4 ßk = 3210—11,6 i , » „ a / > 105; % = = 21.220000 (2)2 ßk = 22200000 (4)2 „ „„ Gunstensen: Om brobygningen i Nordamerikas forenede stater, 13