Aktieselskabet Helsingørs Jernskibs og Maskinbyggeri Helsingør 1882 - 1907
Et jubilæumsskrift

HELSINGØR OG HAVNEN lig Toldbroen i 1767 ombygget og forlænget noget over 200 Fod i nordøstlig Retning, og et Bolværk ført langs Landet, hvorved Helsingørs første egentlige Havn fremkom. Ved Udgangen af Aaret blev den overgivet Byens Magistrat til Vedligeholdelse. Da den imidlertid kun kunde give Ly og Sikkerhed for faa og smaa Far- tøjer, der højst stak 8 Fod dybt, visle den sig snart ganske utilstrækkelig. I Aarene 1771 — 1819 fremkom derfor en Række Forslag og Planer til Forbed- ringer, alle sigtende paa at gøre Helsingør til en Stabelplads for Verdens- handelen, og derfor alle meget for storstilede til i hine Tider at kunne ud- føres. Først i 1824 naaer man ned til den Maalestok for Havnens Udvidelse, hvorved den blev praktisk gennemførlig. Forslaget hertil udgik fra Justitsraad Stenfeldt i 1821, og samme Aars November Manned nedsaltes der en kgl. Kommission til Sagens Bedømmelse. Denne fastslog som Program, at Helsing- ørs Havn burde gøres til »et sikkert Tilflugtssted for mangen i Livsfare væ- rende Sømand, der ellers i Efteraarsstormene maatte finde sin Grav i Byens Nærhed«, og billigede den fremsatte Plan, hvorefter den all bestaaende Havn skulde udvides og uddybes, saa at den kunde rumme 40 å 50 Skibe til 11 å 12 Fods Dybtgaaende (foruden 20 å 30 Jagter og Slupper). Da imidlertid det af Kommissionen betonede Hovedsynspunkt saaledes pegede ud over Helsingørs lokale Interesser, henstilledes det samtidig, at Havnen burde gaa over til al blive en Statshavn og dens Udvidelse saaledes ske paa Statkassens Reg- ning. Dette godkendtes ved kgl. Resolution af 19. Maj 1824, og en Sum af 70,000 Rdl. anvistes til Omkostningerne. I de nærmest følgende Aar blev Havnen derefter ombygget. Der tilvejebrag- tes et Vandareal paa 51,700 Alen, og Dybden blev nu 16 Fod. Det viste sig imidlertid snart at være forbundet med Vanskelighed for større Skibe al anløbe Havnen, naar det blæste haardt af sydlige og østlige Vinde med svær Sø, fordi den søndre Havnearm ikke strakte sig langt nok ud. I 1838 bestemte man sig derfor til at forlænge den paagældende Mole med en Tilbygning af 60 Alens Længde og samtidig opmudre Indløbet, saa at Dyb- den bragtes op fra 16 til 18 Fod. Herved blev Havnen vel i Stand til at modtage de største Skibe, der den Gang befarede Østersøen, men som Tilflugtssted i Vintertide forslog den aldeles ikke. Omkring Midten af Aarhundredet tiltog Skibsfarten gennem Sundet nemlig saa stærkt, at Tallet i faa Aar næsten fordobledes, og Følgen var, at i Tilfælde af Isgang tyede ofte saa mange Skibe paa én Gang ind i Havnen, at denne bog- stavelig talt helt fyldtes af tæt sammenstuvede Skibe lige til Mundingen — og alligevel var der ikke nær Plads nok: de allerfleste maatte blive udenfor. Allerede i 1847 henledede derfor den kongelige Havnekomité Regeringens Opmærksomlied paa Nødvendigheden af en Udvidelse, men paa Grund af den kort efter udbrudte Krig maatte Tanken foreløbig opgives. I den følgende Tid blev Forholdene stedse værre og værre, og i 1855 sendte derfor Helsingørs Kommunalbestyrelse en Deputation til Kong Frederik VII