Aktieselskabet Helsingørs Jernskibs og Maskinbyggeri Helsingør 1882 - 1907
Et jubilæumsskrift

HELSINGØR OG HAVNEN fremmede Skippere og Matroser kom i Land for at betale Told, var der over- hovedet hundrede for én Lejlighed til at tjene Penge paa de udenlandske Gæster. Helt op i forrige Aarhundrede rørte der sig et broget og lystigt Liv i hin lille danske By, hvis forvælskede Navn Elsinore var kendt i alle Havne Verden over __ og som Shakespeare ved sin »Hamlet« ogsaa paa anden Vis alt for- længst havde skabt et Verdensry. Sikkerlig kunde der berettes mangt et mun- tert Træk fra hine Eventyrdage, da i vort lille Babel fremmede Søfolk fra Al- verdens Lande drak og doblede og under fremmedklingende Eder krystede Pigerne i Favn paa de gamle Værtshuse i Strandgade, »Stadt Hamburg«, »Den norske Løve« og »Den gyldne Leopard«. Dog her er det nok at samle Ind- trykket i det Ene: Sundet bragte den Gang Sølv af sig selv. Men da saa Øresundstolden afløstes i 1857 — som bekendt mod en Erstat- ning en Gang for alle til Danmark paa 70 Mill. Kr. — var det for Helsingørs Vedkommende ude med den hele Herlighed. Fra nu af løb Skibene roligt forbi, og længe skulde det endnu vare, inden man fra Byens Side gjorde noget al- vorligt Forsøg paa at fange eller lokke dem ind til sig igen. Byen havde vel selv nogen Skibsfart, var endnu Hjemsted for nogle efter Datidens Forhold større Rederi-Foretagender. Men disse ejede kun Sejlskibe, og da i 70erne Damp- skibsfarten endelig fik Overtaget, begyndte det i Grunden at se ret kummerligt ud for den lille, fordums saa stolte Købstads Næringsliv. Det Visse var under disse Omstændigheder kun Et: skulde Frelsen komme, maatte den atter komme fra Hauet — den ligesom Rhinguldet sunkne Skat, i sin Tid Danerkongens »Kronjuvel«, maatte atier hæves af Sundets Leje. Dag for Dag, Aar for Aar, glimted’ og gled Sejlernes rige Strøm ustandselig, trøstesløst forbi — medens det forhen tusindtungede Elsinore nu laa stum og lam, uden en Gang saa meget som at række ud efter den gyldne Stime, der sta- dig »stod« derude, som Høstsilden fordum. Dette var da det Første, der maatte gøres: favnende Havnearme maatte strækkes ud — for lempelig at indfange lidt af Sundets flydende Guld. * Oprindelig var der slet ingen Havn ved Helsingør, kun en Landingsbro lor dem, som skulde klarere. Et i Svingelbugten anlagt, højst primitivt Værn for Skibe i Isgang blev snart efter helt ødelagt under Krigsurolighederne i det 17. Aarhundrede. I Tilfælde af Stormvejr kunde Fartøjerne ogsaa indtil helt langt op i det 18. Aarhundrede sætte paa Stranden. Men efterhaanden som Udbyg- ninger opførtes for de fra Søen indtagne Grunde, afbrødes herved Strømmens Fart langs Kysten, og Landingen ved Toldbroen blev derved vanskeligere og vanskeligere. De Søfarendes Klager herover foranledigede Byen til at bede Regeringen undersøge Muligheden af et Havne-Anlæg sønden for Broen. Dette skete 1757 —58 ved en kgl. Kommission, og efter nye Overvejelser i 1760—64 blev ende-