Om Kunstig Østersavl
ved de danske Kyster

Forfatter: Eschricht

År: 1861

Forlag: Thieles Bogtrykkeri

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 31

UDK: 639

Emne: Særskiilt Aftryk af „Tidsskrift for Landoekonomie".

Foredrag,

holdt i det kgl. Landhuusholdnilngsselskab den 30te Januar 1861

af

Statsraad, Prof. Eschricht

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 36 Forrige Næste
Fra den forbedrede Ostersavl i England kommer man Umærkelig over til den egentlige konstige Ostersavl. Regner man nemlig dertil overhovedet al den Ostersavl, der drives Udenfor de naturlige Banker, saa have vi aabenbart en saadan Overgang ikke blot i den ovenfor omtalte Forflytning af de spæde Individer til særlige Bugter, men ogsaa i Henlæggelsen af de til Udsalg bestemte Individer til særlig for dem ind- rettede Anstalter. Den ret egentlige konstige Ostersavl bestaaer dog enten i særlige Foranstaltninger til at fede og forædle Lasters: det egent- lige Ostersparkvæsen, eller til at fremkalde nye østers- banker. Sporge vi, hvorlænge det er siden at denne egentlige sonstige Ostersavl er bleven opfunden, saa saae vi det over- raskende Svar, at den allerede har været drevet, rimeligvns endog i sin meest fuldendte Form, af de gamle Isomere fra Begyndelsen af Kejserdømmet, altsaa endog for Christi Fodsel. Man kjender Stedet, hvor den især var navnkundig. Det var Lucrinerseen, omtrent 3 Mile B. for Neapel, en lille Salt- vandsso, der paa den ene Side stod i Forbindelse med Havet, paa den anden ved en af Agrippa anlagt Canal med Averner- soen, den samme So, hvor en tidligere Overtro havde henlagt Nedgangen til Underverdenen. Man kjender ogsaa Navnet af den Mand, der her indforte den konstige Ostersavl. Han heed Sergius Orata. Sine Osters havde han hentet fra det adria- tiske Hav ved BrundvsiUm; men paa de konstige Banker, han deraf havde dannet i Lucrinersoen, forskaffede han dem en saa hoi Grad af Velsmag, at de snart bleve Gjenstand for almindelig Tegning hos de romerske Lækkermunde, og at han, stjondt lidt efter lidt optagende hele Soen og dens Bredder med sine Anlæg, ikke sormaaede at tilfredsstille alle Bestillinger og selv blev en meget rig Mand. Hvorlænge hans Anlæg have be- staaet Under Romerrigets senere Fremgang og Tilbagegang og Italiens paasolgende Omvæltninger, vides ikke. Bist er det, at Lucrinersoen for en Deel forsvandt Under et vulcansk Udbmd i Aaret 1538. Man antog ganske almindelig denne hele konstige