Teknisk Statik
Anden Del

373 S 66. Understøtningerne; vi kunne derfor indskrænke os til at under- søge denne Ordning. Man begynder ligesom ovenfor med at flytte Belastningerne Vi og v2 ned til Vinddragerens Knudepunkter, men da Af- standene ei og e2 (Fig 253) her ere variable, faa de derved indkomne Kraftpar og altsaa Tilvæxterne til Hoveddragernes lodrette Belastning forskellig Størrelse i de forskellige Knude- punkter. For dernæst at finde de Spændinger, der frembringes af de flyttede Belastninger Vi og v*, lægges i Fig. 262a et Snit, der f. Ex. skærer Diagonalen 7), og som staar vinkelret paa Hoveddragernes Plan; Summen af alle de ydre (vandrette) Kræfter til venstre for Snittet kaldes Q. I Fig. 262b ses det gennemskaarne Fag af Vinddrageren og (punkteret) dets vand- rette Billede. Ved Projektion paa Q’s Retning forsvinde alle de overskaarne Stængers Spændinger undtagen D og man faar derfor: D cos ß cos a = Q eller D ~ Q ~ (22) indeholder Vinddrageren krydsende stive Diagonaler, sætter man nøjagtig nok O=±10^- (22«) Ved (22) er udtrykt, at Horizontalkomposanten D cos ß er den samme som Diagonalspændingen (Qseca) i Vinddragerens Hori- zontalprojektion. — Hvis nu Vinddrageren er understøttet som i Fig. 260a (statisk bestemt), blive ogsaa Reaktionerne Tx og T2 lige saa store, som hvis Belastningerne vx og v-> virkede paa Vinddragerens Horizontalprojektion (Ti bestemmes ved Mo- mentligningen om en lodret Linie gennem T2’s Angrebspunkt); i saa Fald ere altsaa de vandrette Komposanter af Diagonal- spændingerne uden videre lig Diagonalspændingerne i en Drager, der faas som Horizontalprojektion af Vinddrageren og paavirkes af samme vandrette Belastning som denne. Herved ere ogsaa de største Diagonalspændinger bestemte. Ved en statisk ubestemt Understøtningsmaade som i Fig. 259 plejer man at regne paa samme Maade; egentlig er Vinddrageren delvis indspændt ved den ene Ende (Indspændingen er ikke helt effektiv, da Belastningen = — 1 ogsaa giver Spændinger i Hoveddragerne), saa et nogenlunde Begreb om den begaaede