Ungdommens Ingeniørbog

92 UNGDOMMENS INGENIØRBOG Newcastle blev et livligt Handelscenter. Med Kullene saa nær ved Haanden maatte Newcastle meget hurtigt udvikle sig til en Fabriksby, hvor Kul ved Varefremstillingen spil- lede den væsentligste Rolle. Det er ikke vanskeligt at forstaa, hvorfor Lokomotivet netop maatte komme til Verden i denne travle By. Datidens brændende Spørgsmaal var at opnaa en tilstrækkelig effek- tiv Transport fra Kulgruberne til Værfter og Kajer, hvor Kullene skulde fyldes i Skibe for at bringes videre til London eller andre Havne. I Begyndelsen blev Kullene baaret til Skibene paa Hesteryg i Kurve eller Sække. Senere blev Kær- rer anvendt, og da Vejene var i en skrækkelig Tilstand, blev der gjort Forsøg paa at belægge Hjulsporene med Fliser, saa Kærrerne lettere kunde komme frem. Inden ret længe afløstes de tohjulede Kærrer af firhjulede Arbejdsvogne, og undertiden anvendtes i Stedet for Fliser Træskinner eller Planker, befæstede til Træsveller. Disse Træskinner, der saaledes repræsenterer den første Banevej, skal allerede have været benyttet i 1630. Fliserne og Træskinnerne formind- Fig. 25. skede i den Grad Hjulenes Gnidning, at en enkelt Hest kunde trække et stort Vognlæs Kul. I 1676 omgav disse Spor Newcastle i indtil 15 km Afstand, og lignende Skinneveje anlagdes i Skotland og Wales. Disse raat tilvirkede Træskinner, der er Forløbere for de senere Jærnbane- skinner, blev efterhaanden betydeligt forbedrede. Først blev tynde Jærnpla- der nittede til Oversiden af Skinnerne for at undgaa for stærkt Slid. Da Træet viste sig tilbøjeligt til at raadne, blev der forsøgt med Støbejærnsskinner. Det første Jærnbane- spor, som man formoder blev anlagt ved Whitehaven alle- rede 1738, kaldtes en »Pladevej«, fordi Skinnerne var støbt i Pladeform med en smal Kant til at styre Vognhjulene (Fig. 25). Senere er man gennem utallige Smaaforbedringer naaet til den nuværende Form for Skinner.