Maden
Dens Tillavning ved Gas og i Hø

32 ligger det nær at tro, at disse Stoffer ogsaa ere nærende, fordi at god Mad absolut skal være vel- magende. Det bedste Bevis for Rigtigheden af, hvad der her er sagt, afgiver jo netop Høkogningen. Egentlig er denne jo ikke nogen virkelig Kogning, men kun en Bevaring af Varmen, hvorved denne ikke sænkes under det Punkt, som fordres til Stoffernes Omdannelse. Trods dette ser man dog Folk reklamere med Høkasser, »som holde Maden i Kog i 10 Timer«. Til Held for vore Maver er dette en fysisk Umulighed, thi varPaa- standen rigtig vilde det, som skulde gælde for Mad, være blevet en baade nærings- og smagløs Masse. Det tør ikke paastaas, at det i ethvert Tilfælde er ligesaa besparende, som det er bekvemt, med Kogning i Hø, særlig naar Gryden skal bringes i Kog paa et Komfur. Dettes store Jernmasse binder megen Varme og meget Brændsel tabes, naar Gryden tages af. Gas- fyret er derimod som skabt for Høkogning, der da ogsaa rigtig tog Fart, da Gas blev almindeligt til Kog- ning; det tør derfor forudsættes, at Hø- eller Varme- kassen nu bruges i ethvert økonomisk ledet Kjøkken. Man er ved Gas i Stand til at lade Vaimen virke øie- blikkelig, uafhængig af slet Brændsel eller daarligt Skorstenstræk, i den Tid og Grad, som Formaalet kræver, uden at noget, som ved andet Brændsel, gaar til Spilde. Efter Dr. Krabbes Forsøg paa Landbohøiskolen, dræbes Trikiner ved 45 °R.; gaar man nu ogsaa op til 50°, vil det findes, at ved Kogning eller Stegning af meget store Stykker Kjød, lad os sige 16 Pund, gaar Varmen inderst i Kjødet kun nogle faa Grader over denne Temperatur, selv om Kogningen eller Stegningen varer i 4 Timer. Kjødet og Blodet tabeden røde Farve ved 56° R., fordi Æggehvidestofferne da løbe sammen.