Fra Verdensudstillingen i Chicago.
Maskinerne

MASKINERNE 5 at skulle transportere flere Hundrede Personer, samtidig med at dens Hejseapparat var beskæftiget med at manøvrere med Ma- skiner etc. Men selv om nu ogsaa Kranerne virkelig havde trukket afsted med Publikum, var der dog ingen Sammenligning bleven mulig med Pariserudstillingen med Hensyn til det Indtryk, som de farende Passagerer derved havde fimet. Med hint Vidunderpalads paa Mars- marken lod Chicagos Maskinhal sig overhovedet slet ikke sammen- ligne. Den var ganske vist 6oo‘ bred og 1400' lang, men dens Højde — 100' — var langt ringere end Pariser-Maskinhallens, og intetsteds kunde man faa et Overblik over den, intetsteds faa mere end en Trediedel af den at se paa en Gang. Steg man med Elevator op til Pariser-Maskinhallens Løbekraner og lod sig rulle hen gjennem det umaadelige Rum, da havde man hele Mængden af de snurrende Hjul og alt det pulserende Liv under sig, og Tagets mægtige men dog saa lette Buer højt over Hovedet. Steg man i Chicagos Ma- skinhal ad en Trappe op til Kraner eller Galleri, saa man en for- holdsvis lille Del af Udstillingen under sig og nogle forholdsvis klodsede Buer tæt over Hovedet. Thi nægtes kan det ikke, at det Indre af Maskinhallen strax ved Indtrædelsen maatte virke skuffende. Man kom dertil med Forvisningen om, at man nu traadte ind i et pragtfuldt Slot, som rummede det bedste af vor Tids fremskredne Teknik i Verdens første Industriland; efter Bygningens elegante og imponerende Ydre ventede man et kolossalt og prægtigt Indre. Og i Stedet derfor kom man ind i et temmelig trykket Rum uden Spor af Dekoration — i al Fald ingen, som svarede til Hallens Bestemmelse —, og som var fattigt at skue, f. Ex. i Forhold til mangen ny tysk Jærn- banehal. Fart og stak sine uhyre Kløer frem for at bemægtige sig et vældigt Bytte« (Journ. of Frankl. Inst., Vol. 135, April 1893). »Hvor forholdsvis let og hurtigt vilde ikke med Nutidens Transportmidler den store Pyramide kunne være bygget, hvortil 100,000 Mand slæbte Sten i 30 Aar.«