Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

144 Barokkirkens indre. — Bænk og vægge. — Pulpitur og korgitter. — Inventar. — En præken. Fig. 344. Daabsfad af messing med drevne figurer og dyr i bladverk. Glemminge kirke. unger. Saaledes gjorde ogsaa vor himmelske hersker, men det samme gjælder de verdslige konger og herrer, hvor- for kong Alfons til sit symbol havde en pelikan. Denne kongernes pelikanvirksomhed overføres saa paa embeds- mændene »ihvor de findes udi kjøbstæderne og paa lands- bygden“ conf. keiser Tiberius’ instruks til landsfoged Christian Rectum. Med et visdomsord fra Salomo for- æres saa konger, fyrster, herrer og fogder en pelikan i nytaarsgave. Alle tro indbyggere udi Christiania foræres en bi. Saa følger en naturhistorisk skildring af biernes liv, som selv- følgelig de brave indbyggere i Christiania kan ha meget at lære af: Somme bier forfærdiger honningen, andre sætter den paa plads, atter andre er custodes og vogtere. Men de unge er ude i marken og henter hjem blomster, dug og honning. Dernest er bierne retfærdige, og behag- lige i daglig omgang, tjenstagtige, allermest mod deres konge. Dette siste er særlig nyttig. Det mener ogsaa Pli- nius. Og Homerus siger: Mange herrer i et rige er ei godt. Men en tillige. Curtius mener det samme. Og hvad siger ikke Sirach: En bi er liden iblandt fugle, men hendes frugt er den herligste iblandt søde ting. Flittige, lydige og gudfrygtige er bierne, derfor skal Kristiania indbyggere i nytaarsgave faa en bi. Men egtefolkene i samme by faar et par duer. Duer regnes af Moses blandt rene kreaturer. Og egtefolk har meget at lære af duernes art og natur. De er hverandres mager, flyver tilsammen, omgaaes kjærlig med hverandre og giver sig ikke i flok og selskab med andre urene fugle. Og hvad siger ikke Strigelii skjønne vers: Conjugium humanæ quædam est academia vitæ In quia nemo satis se didicisse putet. Det er: Egteskabet er som det menneskelige levnets akademia og høiskole udi hvilken ingen kan blive noksom udlært. Men alle høviske enker og enkemænd faar en turteldue af prædikanten. Turtelduen kaldes avis pudica casta, soli- vaga et gemebunda, det er saadan en fugl som er kysk og ingen vredagtighed fordrager item er den enlig og sor- rigfuld. Den hedenske Virgil skriver saaledes: Som turtelduen paa baren kvist Sørger og gremmer saare For magen sin hun haver mist Sukker og fælder taare Saa gjør ogsaa en enke from For sin husbond og herre Fra hende tagen af døden grum Den sorg til døden bære. De unge jomfruer faar en snegle fordi sneglen altid er i sit hus og holder sig i skjul. Det maa ogsaa de unge møer og piger gjøre. Ikke gaa omkring paa gader og stræ- der og lade sig beskue af unge karle, som Dina Jacobs- Fig. 345. Døbefad af tin med relieffremstilling af Lot og hans døtre. Vassaas kirke.