Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

CO Luther og protestantismens religiøse kunstopfatning. — Billedstrid, sance hængt figenbladet, dette mindeblad i kunstens verden om syndens indførelse, paa Vatikanets nøgne guder, men hele den antikke formskat, indkvarteret i selve paveslottet, staar endnu som et minde om den dybe, fordomsfrie for- Fig. 2. Batseba i badet. Fra Kristian III's bibel. staaelse for antik kultur som kirkens kunstelskende hyrder havde under renaissancen. Saa kom Luther til Rom med senmiddelalderens reli- giøse anspændelse og anfægtelser i sin sjæl, med den nye tids kritik og med den germanske bondeguts manglende sans for antik festudfoldelse. Med forfærdelse saa han det hele, Rom var jo baade Sodoma og Gomorra, pave- magten den babyloniske skjøge, hvorom der var spaaet i Johannes’ aabenbaring. Han vendte hjem til Tyskland som en fuldblods revolutionær, ikke som en af de mange skarpe og spydige humanister, som en Erasmus af Rot- terdam—humanismens Voltaire, nei han vilde drive hand- lingens propaganda. De primitive germanske instinkter reiste sig mod de klassiske. Det germanske følelsesliv gjorde revolution mod renaissancens romerske kristendom. Det oprindelig germanske forfærdes vistnok i det hele taget let, naar det klassiske udfolder sig i sin hedenske løssluppenhed og mangen en germaner, som længes mod de græske skygger vil vistnok staa helt uforstaaende, hvis han pludselig biir stillet ansigt til ansigt ligeoverfor for- skjellige græske kulturfænomener. Egentlig er vel Wolfgang v. Goethe den eneste germaner som med opreist hoved har kunnet omgaaes Olympens guder. I hvert tilfælde saa Luther i tidens kultur, saaledes som den udfoldede sig i Rom, en ulykke. Han var ligesaa fanatisk som Rousseau i sine angreb paa den bestaaende kultur. Ogsaa Luther vil en tilbagevenden til en mere primitiv kultur, i dette tilfælde til en mere primitiv kri- stendom, til oprindelige følelser med synd og soning, til religiøs naturtilstand om man vil. Den kultiverte, den store mægtige katholske kirke var syndefuld, gav den primitive gudsfølelse tant og fjas og kunst istedenfor evan- geliets rene enkle kilde. I det aarhundreders kultur- produkt, arvtagersken af den antike verdenskultur, som den katholske kirke er, saa han en sum af misgreb og misbrug, som fordærvet menneskene og med et genialt instinkt, hvori noget af renaissancens selvfølelse er kom- met ind, reiser han atter de germanske masser mod Rom. I virkeligheden er han den germanske aands største og genialeste agitator, og intet viser bedre hans gjernings levende magt end at hans ord endnu stadig deltar i den kirkelige strid og at hans person endnu idag er like om- stridt som i hans egen tid. Man maa ogsaa beundre hans instinkt, hans evne til paa den ene side at reise masserne, paa den anden side bygge paa den gamle germanske tillid til sine høvdinger, til fyrsterne og kongerne. Der- imod likte han paa ægte germansk vis ikke mellem- klasserne. Han kunde f. eks. ikke like hoffolk, „pral- hansene ved hoffet“ som han stadig kalder dem og han er ikke ræd for som f. eks. i den kjendte præken 8. mars 1534 i kurfyrstens og hoffets nærvær at holde en tydelig og skarp præken over nævnte thema. Prækenen, salmesangen og bibeloversættelsen var denne folkelige bevægelses store agitationsmidier. Luther vilde ha korte friske prækener. „Træd frisk op, luk munden Fig. 3, Kvinden paa det syvhovede uhyre. Kranachs bibelillustration t.l Joh. aab. 17. Stridsbillede mod pavernagten. op og slut snart“ siger han et sted. Bugenhagen syntes han talte for længe, „præker som kvinder pleier at tale“. Man fik rette sig efter tilhørerne og ikke som en prest der i et asyl for gamle fattige kvinder formanede dem til ægteskab. „Jeg stiger saa dybt ned som mulig“, siger