Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

Reformationens norske kirke: alter, prækestol, døpefont. — Ungrenaissancen i Norge. Luther et sted om sine prækener, „ser ikke paa doktorerne og magistrene. Jeg agter kun at præke for karene og jentene. For dr. Jonas, Filippus eller for hele univer- sitetets skyld vilde jeg ikke en gang træde op“. Alle sam- stemmer i den vældige magt Luthers talte ord havde, og vi som har oplevet at se noget af den lutherske præken gjenopstaa under andre former i Bjørnstjerne Bjørnsons politiske taler, vi forstaar ogsaa den agitatoriske kraft som Luthers talte ord havde, en magt, som formaaede baade at reise og dæmpe folkebevægelser. „Jeg kan og vil ikke glemme denne salige første præken om daaben, saa længe jeg har et aandepust i mit legeme“ skrives der fra Wittenberg 1529 af en som for første gang hørte Luther. Samms agi- tatoriske magt havde de lu- therske salmer. Istedenfor de højtidelige ro- merske messer blev de hellige ord sunget efter Folke- og gade- visernes melo- dier. Kjendte melodier blev benyttet som : „Jeg tjente udi grevens gaard“ og „Der staar et slot i Øster- rig“. Visen „at synge bruden tilsengs med,, blev brugt af biskop Palladius i en salme. Den populære musiks magt til at virke paa masserne har jo i vor tid „Frelsesarméen“ draget sig til nytte og intet viser bedre den lutherske salmes udbredelses- og agitationsevne end at reformationen nævnes første gang i Norge, i forbindelse med Luthers salmer. Vin- cents Lunge, slotsherre paa Bergenhus, begyndte i sit hus paa Lungegaarden, som han havde indrettet til bolig for sig i Nonnesæter gamle klosterbygninger ved bordet at synge lutherske salmer. Hans eksempel blev fulgt af svigermo- deren fru Inger til Østeraat. Vi har en optegnelse om at hun og hendes tjenerskab paa Giske gaard, som ogsaa tilhørte hende, „kvædede og skjæmmede prester efter Luthers digt“. Med sin bibeloversættelse var Luther midt inde i den Fig. 4. Dødsscene. Tæppe fra Leksvikcn i Kr.a kunstindustrimuseum. tyske maalreisning. Udgaaet af bondeslegt, vokset han op i en kjøbstad og kom senere i forbindelse med høie og lave. Selv var han fremfor alt det talte ords mester. Han var da ogsaa netop manden, der kunde gjøre bibelen til en folkebog. Bibeloversættelsen tog hans arbejdskraft i de senere aar. Luther saa ogsaa bibelen i hver mands eie som et af de kraftigste angrebsmidler ligeoverfor den gamle aristokratiske kirke og dette maa af mod- standeren være følt som farlig. En saa dygtig og na- tionalsindet mand som erkebiskop Berthold af Mainz ud- stedte forbud mod den tyske bibel. Han siger: „Hvem vil tiltro raa og ulærde folk og det tilmed kvindekjønnet, i hvis hænder den hellige skrifts bøger er komne, at de faar den sande forstaaelse ud deraf“. Det er dette kirkelig aristokratiske resonnement, som Luther vil- de tillivs. Han gav den meni- ge mand Guds levende ord i en let tilgjæn- gelig tekst, den muntre folke- sang i salmerne og i prækenen den folkelige belæring. Hverken for sin egen eller for vor tids saa kaldte dannede vil vel Luther altid staa som en ubetinget sympatisk mand og man kan endnu fra kulturhold som staar udenfor de religiøse stridigheder se Luther kaldt en brutal barbar. For en historiker er han en revolutionens mand, ophavet til en af de mest omsiggribende aandelige omveltninger i nyere tid. Den slags Sterke naturer maa bedømmes fra et lidt andet standpunkt end det som til de forskjellige tider ansees for dannet. Han er et udtryk for det germanske folk, som reiser sig til selvbevidsthed og i sig selv har han havt den geniale folkeagitators instinkt. Med ham sættes i det religiøse den germanske individualisme op mod den aristokratiske romerske stats- og authoritetsfølelse. Jeg ved intet sted hvor dette kommer tydeligere frem end i altérons sakramente, hvor hele forvandlingen af Kristi