Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

6 Luther og protestantismens religiøse kunstopfatning. — Billedstrid. af en folkelig spøgelsesfortælling, med fantastiske dyr og optrin. Og imellem protesterer man ligefrem mod pave- kirken. Til aabenbaringens 17. kap. „jeg saa en kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet dyr, fuldt af bespottelsens navne, og som havde syv hoveder og ti horn“ fremstiller man kvinden som pavekirken med verdens mægtige i knæ foran sig (fig. 3). Bibelens første side er et belærende reformationsmotiv som hænger sammen med middelaldersk symbolik. Ved livets træ sidder Adam, repræsentanten for den syndige menneskehed med en profet tilven- stre og Johannes den døber tilhøire. Paa den ene side, hvor alle træets grene er visne ser vi Moses med lovens tavler, syndefaldet, kobberslan- gen, og døden; paa den anden side med livets friske skud paa træet har vi naaden, en engel med et kors, korsfæstelsen, lam- met, hyrderne, og Kristus som bryter dødens vælde. Denne symbolsk-theologiske fremstilling af det gamle og det nye forbund, er ligefrem ført over paa et norsk billedtæppe fra Baahuslen. (Se forf.’s Gamle norske hjem, fig. 130). En lignende bibelsk paral- lel fremstilling har vi i et tæppe med korsfæstelsen fra Numedal (fig- 5). Ikke bare bibelen illustreredes; hele den strøm af stridsskrifter, af folkelig opbyggelsesiiteratur, som denne bevægede tid frem- bragte fik billeder. Disse bil- leder fik alle den største indfly- delse her i Norden. Folkefan- tasien arbeidet videre med disse Fig 6. Vægmaleri fra Dale kirke. J. Z. Kiellands fot. motiver, kirkens vægge blev pry- det med saadanne, i vor tæppe- vævning og i vor folkekunst kom disse ind. Her lever det gamle testamente igjen med Lot og Abraham, dronningen af Saba og Susanns og det nye testamente i de mere for- tællende motiver som Salomes dans, brylluppet i Kana og den forlorne søn. Det senmiddelalderske motiv med kriste- lige dyder ved en døendes leie har vi i et prægtig tæppe fra Leksviken kirke (fig 4). Saaledes spredes over hele landet kunstneriske motiver, som hænger sammen med Lucas Kranachs reformations- kunst fra Wittenberg. I Larvik kirke hænger end ogsaa et billede „Lad de smaa børn komme til mig“ (fig. 7) af mesteren selv som saa at sige i en sum gir hele den refor- matoriske kunstopfatning. I midten staar Kristus i næsten hel figur. Han trykker et barn som han har i venstre arm til sig og lægger sin høire paa et andet barn. Til høire og venstre flere mødre og mange barn. Til venstre staar apostlene. For Luthers primitive og realistiske op- fatning var det som bekjendt et af menneskets ypperste opgaver at efterkomme Guds bud til Adam og Eva, det eneste som endnu stammede fra tiden før syndefaldet: Vorder frugtbare og formerer eder og opfylder jorden. Ægteskabet mellem mand og kvinde var begge parters pligt og selve det legemlige udtryk herfor var ægteskabets gudbeaandede midtpunkt. Og der reiste sig i den lutherske menighed hjem paa hjem med dydige, glade og nøjsomme beboere. Det var som Troels-Lund siger: „Udenom huset den muntre opvekst mindst en hver aargang. Inden: vuggesang, salmesang, hjerterum og derfor husrum, med øl til varme, bleier til tørring paa det lune arne- sted.“ Peder Palladius biir ogsaa i sin visitatsbog helt varm, naar han taler om barselkvinder og stadig er han optât af at hver by endelig skaffer sig sædelige og brave jormødre. Han taler mod den katolske opfatning at barselkvinden er uren: „En kvin- de bliver salig ved sin barne- fødsel. Det er ikke munkelære, det er Guds sandhed udaf den hellige skrift. Ja min kjære dane- kvinde, jeg vil sige dig mere til trøst : døde du bort udi din bar- selseng, da bliver du en martyr- kvinde for Guds skyld i himlen og faar større løn af Guds mi- skund og naade i himlen, end om du ellers døde uden ved din barselseng; fordi du dør ikke for din egen skyld, men udi dit rette embede, for din mands og dine børns skyld. Du lader dit liv for din livsens frugt efter din maade, som vor Herre Jesus lod sit liv for alle vore synders skyld.“ — Denne protestantiske barnefødsels-apotheose har i dette Lucas Kranachs billede faaet sit rørende udtryk. Hvor strømmer de ikke sammen om ham disse smaa Witten- bergske mødre med sine barn, unge fromme tyske hus- fruer, som kjender sit kjøkken og sin barnepleie og som kjender drømmestunden over vuggen. Hvor forstaar de ikke ham som sagde: „Lader de smaa barn komme til mig; thi himmeriges rige er deres.“ Lucas Kranach har oftere behandlet dette motiv. Vi har det i Wenzelskirken i Hamburg, i Paulinerkirken i Leipzig, i St. Anna i Augsburg, i Northbrook Gallery