Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

7 Reformationens norske kirke: alter, prækestol, døpefont. — Ungrenaissancen i Norge. i London samt i et godt verkstedsbillede i Dresden- galleriet. Nærværende billede er signeret med den hvilende drage, hvilket viser at billedet er utført efter 1537. Det synes mig bedre end noget andet af tidens kunst at ramme fromheden, den folkelig ethiske magt som var reformationens store styrke. Men det lader sig heller der i den reformatoriske bevægelse med dens sterkt oppositionelle karakter ikke alene havde udviklet sig en vis foragt for den ældre kunst, men ogsaa kunst- foragt i sin almindelighed. Dette kommer lidet tilsyne hos reformatorerne selv. Zvingli, som vel saa mest kritisk paa den gamle kir- kekunst, taler mere mod det sterkt sandselige i kun- sten end mod selve den kirkelige kunst. „Herstaar en Magdalena, malet som en skjøge. Hvorledes kan man være andægtig der. Og der staar en Sebastian, Mauritius eller den fromme Johannes evangelist, frem- stillet som sanselige, kri- gerske junkere, saa kvin- derne herfra har hentet sig syndige tanker.“ Han staar forsaavidt paa samme stand- punkt som Savonarola i det mediceiske, kunstglade Horens. I gjerning kan derimod ikke reformationen frita sig for adskillig ødelæggelse af gammel kunst og det tog endogsaa saadanne former, at Luther selv maatte op- træde mod vandalerne og søge at tale dem tilrette under den bekjendte billed- strid i Sachsen. Oppe hos os har reformationens ængstelse for den papistiske hed og afguderiets redskab“ middelalderens kulturminder, ordentlig interessant historisk minde om en hos os, som gir et indblik i hele tidens kirkelige kunst- ikke negte, at i i is. S. Epitafium over lir. Gerhard og Christian Christensen med korsfæstelse i midten. Fra Mariakirken, nu i Bergens museum. kunst, denne „vederstyggelig- kostet vort land adskillig af Og vi har bevaret et over- billedstrid “ opfatning. Biskop Jens Skielderup fandt ved sin ankomst til Bergen i 1557 de katholske traditioner endnu levende i folket, helgenbillederne i kirken bevarede og gjenstand for „tilbedelse“. Men byens raad var ikke villig til paa bispens opfordring at lade „billederne“ fjerne fra domkirkens høialter. Der blev i de føl- ti aar ingen forandring gjort. Men da den ivrige reformationsven Jørgen Lykke i 1568 kom til Bergen, bebreidede han biskopen hans overbæren- hed og med rigsraadets moralske støtte optog bi- spen kampen mod de „pap- istiske billeder“. De første skridt var at der paa synode møde i Bergen, hvor 28 prester var forsamlet, blev vedtaget: „De gamle bil- leder af voks, som hang i kirkerne og fremdeles dyr- kedes af almuen, skulde fjernes. Alle helgenbilleder undtagen de skulde „saa tages“. Da koner ved „tilbedet“ billederne domkirkens biskop Skielderup befaling til at nedtage disse. Denne beslutning vakte i raadet megen forbitrelse, og raa- det og størstedelen af bor- gerskabet neglede at gaa i kirken. Striden blev skarp og først ved lensherren Mads Skeels mellemkomst blev de stridende parter for- ligte, og byens borgere ind- fandt sig i domkirken, hvor bispen i januar 1571 gav en fremstilling af det pas- serede. I august samme aar opføres paa kirkegaarden en „tragoedia om billederne“. Det er et belærende skue- spil forfattet i anledning af billedstriden. Da dette leiligheds- stykke blev spillet af guttene paa latinskolen er det nok sand- synlig, at biskopen har havt noget med baade udførelsen og forfatterskabet. Da vi saa har bevaret en belærende dialog mellem en bonde og præst fra 1572 af biskopen over paa højalteret sagtelig bort- nogle gamle juletid havde paa høialter gav