Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

8 Luther og protestantismens religiøse kunstopfatning. — Billedstrid. samme emne, er det vel ikke usandsynlig at vi her, for- uden et kulturhistorisk overordentlig interessant arbeide ogsaa kan tænke os at ha noget igjen af replikvekselen Fig. 9. Tnteridr fra mîdtcn af det Iß. aarh. Tingclstad kirke. fra et af vore tidligst omtalte skuespil. — En bonde og en prest samtaler. Bonden havde hørt, at bispen lader nedtage avdødes helgenbilleder og spør om det er ret. Jo vist var det ret; thi de var indførte i kirken af djævelen, vor Herre Jesu Kristo til bespottelse. Hertil hører bevis, siger bonden og præsten fortæller om djævelen som ophav til alt afguderi og billedstøtterne som afføder saadant. Og paven med sine mægtige tilhængere beskjærmende dem med vold og magt, og baade billedsnidere, præster og munke havde profit og vinding deraf. Men bonden vil vide, hvor de er forbudt i den hellige skrift og faar en række henvisninger til svar. Alle profeter og apostle præ- dikede skarpeligen mod afguders billeder, men efter den tid den sande og rene lærdom blev formørket, da indførte paven og hans tilhængere billedstøtter og stene i Guds hus. — Hvad skade gjør saa disse billeder, spør bonden for- sigtig. — J)et var store og forfærdelige plager, Jerusalems og andre landes og rigers forstyrrelse og ødelæggelse f. ex. Læs Jéroboams og Salomos historie. — Men de staar jo i kirkerne paa landsbygden? — Ja, Gud bedre det, det er altfor mange. Almuen mener, at de kan faa beholde sine, naar man inde i domkirken i Bergen kan ha sine billeder. Men nu biir det nok lettere med Guds hjælp at ta saadan vederstyggelighed bort. — Men billederne har kostet saa meget siger bonden. — En hore biir en hore om hun smykker sig aldrig saa meget, svarer presten. Og kunst- nerne viste vel jo herligere de smykket billederne, desto lettere var det at sælge arbejderne i pavedømmets tid. — De har Staat i vore fædres tid, siger bonden. — Men det kan ikke undskylde vildfarelsen, mener presten, saa meget mere som menneskers natur og fornuft er saare tilbøielig til afguders handel. Og bonden synes igjen, at det er en deilig prydelse i kirken, og præsten taler atter om, at den hellige skrift kalder alt afguderi for horeri. Thi ligesom en ægtekvinde forlader sin ægtemand og hænger til en anden, saa gjør menneskene, naar de gjør sig billeder og sætter op i Guds sted. — Men bonden holder paa med sit. De gjør hverken godt eller ondt. Det er ingen nu længer som knæfalder og tilbeder dem. — Jo siger præ- sten med lidt Erasmus-logik, det er aabenbart at saa ofte som præst og folk falder iknæ for det høie alter, hvor saadanne afgudsbilleder staar, da falder man i knæ for dem. — Men mit hjerte og tanker, siger bonden kvikt, har jeg til Gud og ikke til billederne, desuden er billederne den ulærde mands bøger, som Gregorius siger. — Dette har Gregorius af eget gode tykke og ikke af den hellige skrift eller ogsaa vrier de falskelig Guds ord til billeders beskjærmelse. Læs i apostlenes gjerninger, hvorledes den guldsmed Demetrius stod Paulus imod, for vindings skyld. — Bonden som er inde i sine ting trækker saa frem Luthers kamp mod billedstormerne. Men præsten mener at Luthers standpunkt dikteredes af den farlige tid, Fig. 10. Ung pige. Maleri i Holme kirke. Forf. fol. paa hvilken religionen begyndte først at forandres, før folket var nok undervist om saadanne ting. — Men, siger bonden videre, naar I ikke kan bruge billederne for deres misbrugs skyld under pavedømmet, hvorledes kan 1 bruge