Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

10 Luther og protestantismens religiøse kunstopfatning. — Billedstrid. løst gav sig over. Den sidste katholske biskop i Oslo, Hans Reff blev den første protestantiske i samme stift. Geble Pedersen den første evangeliske superintendent i Bergen var af det katholske domkapitel valgt til den sidste katholske biskops efterfølger. De gamle prester blev staaende i sine embeder, imellem holdt de paa sine gamle katholske ceremonier, imellem søgte de vel at ind- rette gudstjenesten mere moderne. En og anden prest af den gamle tro var der vel ogsaa som med herr Peder Munk i Lødingen „antog Luthers lære, beholdt kaldet og nedbrød billederne i kirkerne.“ I det hele taget viste kirken som vore øvrige samfundsmagter paa denne tid billedet af en opløsning, hvis aarsager det maa være magt- paaliggende for norske historikere at faa opklaret. Rent ydre ting greb ogsaa ind og svækkede den gamle middel- alderske kirke. 1523 brænder Mariakirken i Oslo, 1528 Prædikerbrødrenes Olavkirke, i Bergen, 1530 og 1531 river Eske Bilde den lille Kristkirke, den store Kristkirke, Olav Kyrres store biskopkirke og Apostelkirken, dette lille høigotiske anlæg. I 1531 brænder Trondhjems domkirke og samme dag brænder hele den gamle kongestad. Helt til Nidarholms klosterkirke naar ilden. Aaret efter falder Hovedøens klosterkirke for ild og sværd. I 1536 brænder Munkelivs klosterkirke i Bergen samtidig med at det gamle Tønsberg med flere af dets kirker gaar op i luer. Det er et fallitbo som Kristian III. overtager som regent over Norge — ikke mindst i kirkelig henseende. Der trænges en helt anden administration og i den nye lutherske kirke saa kongen adskillig af de opbyggende kræfter, som han havde brug for, et nyttigt redskab til atter at bringe orden ind i sit rige. Den nye kirke stillede sig ogsaa helt til kongens raadighed, den blev kongemagtens kirke. Der stod nok igjen af gamle og vanskjøttede kir- ker fra middelalderen i vort land, da reformationskirken begyndte sin virksomhed. Nogen nybygning kunde der ikke være tale om og der er heller ingen paa- vist fra den første reforma- tionstid. Luthers praktiske natur saa heller ingen for- tjeneste i selve det at byg- ge en kirke — kunsten for kunstens egen skyld havde han ingen sympati for. Han bekjæmper, „at man bygger kirker og klostre i alle kroge, uden at tænke paa, hvorfor man bygger.“ Rundt omkring i vort land stod faldefærdige og forladte gamle kirker. Det gjaldt først og fremst at reparere, at bringe kirkerne Fig. 12. Bænkekroning med aarstal fra Hvaler kirke. N. F. i brugbar stand. Et brev fra 1552 fortæller, at „Trondhjems domkirke var saa forfalden, at naar det sner og regner, da kan ingen kristne folk staa tørre i samme kirke,“ samt at den især havde „stor brek paa søndre og vestre side, saa at det var altsammen saa godt som forfaldet“ og at „hvo der herefter skulde indgaa i sam- me kirke, maatte gjøre det med livs fare.“ Den første lutherske superin- tendent Mag. Tor- bern Olssøn søgte at faa midler til kirkens reparation, men først hans efter mand Hans Gaas kunde begynde. Han fik en kongelig bevilgning at ikke blot kirkerenterne i Fig. 13 Præstestol fra Aardal kirke, Ryfylke. Forf. fot. Trondhjems stift skulde bruges til domkirkens repara- tion, men, hvad som er meget karakteristisk for den tid som nu skildres, han fik ogsaa tilladelse til at nedrive og bruge materiale til domkirken fra de mange smaa kirker og kapeller i stiftet som ikke brugtes samt fra forfaldne kirker i selve byen. Her begyndte denne nedrivning af de middelalderske ruiner, som fortsætter gjennem aarhun- dreder. I 1562 blev der til Trondhjems domkirke bestilt murmestre fra Bergen. I Oslo stod endnu den store Halvardskirke, medens et brev fra 1542 fortæller at Mariakirken var saare forfalden og kunde ikke istandsættes. Hamarkathedralen synes at være benyttet efter 1537. Den var imidlertid skrøbelig og lensherren paa Akershus Peder Hansson foreslog for kongen at den skulde rives. Kongen gik ikke ind paa dette og i 1551 gav han befaling til at istandsætte kirken „anseende, at det var den skjøn- neste kirke, som er udi vort rige Norge“. 1567 satte svenskerne ild paa kirken. Det heder „at den var øde- lagt paa taarne og tag, men skal dog igjen staa til at hjælpe.“ 1569 fik kanikerne den igjen under tag. I 1584 mente man „at den ikke stod til at redde uden stor bekostning“. Men først 1670 styrtede kirkens vestre gavl ned. Udover landet hører man stadig om kirkernes vanrøgt, ofte falder de ned. Ifølge recessen af 1539 skulde kirkens ombudsmænd, det er kirkeværgerne, paase at kirkerne og inventaret blev vedligeholdt. Christoffer Huitfeldt, høveds-