Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

Reformationens norske kirke: alter, prækestol, døpefont. — Ungrenaissancen i Norge. 1 1 mand paa Bergenhus søger ogsaa at raade bod paa van- røgten. Fra 1544 har vi en bestemmelse om at bønderne er pligtige til at vedligeholde sine hovedkirker saavelsom sognekirker og man skulde vælge kirkeværger som har at forestaa kirkerne vel og forbedre dem. Og kirkeværgerne skulde kaares blandt dem, som formuende er. Paa herre- dagen i Oslo 1548 paabydes alvorligen at kirker skal holdes ved skjellig „bygning og ornamenter“. Bergens talrige kirker var ilde medfarne. Under det reformatoriske røre i 1528 havde hanseaterne taget de tre kirker paa østsiden af Vaagen, nemlig Mariakirken, Halvards- kirken og Martinskirken. Erik Walkendorf fratog dem igjen Halvardskirken. Byens domkirke blev franciskanernes Olav- kirke, som var adskillig medtaget. (Se Norges kirker i mid. fig. 198, pi. 38). Her indrettede nu Geble Pedersen det første protestantiske kirkerum. Man ser i Geble Peder- sens person, den første evangeliske superintendent i Bergen, noget af den gamle aktive og byggevirksomme kirkefyrste forenet med det vaagnende renaissanceinitiativ. I det af ham ordnede kirkerum, som desværre ikke er bevaret, havde vi havt et typisk exempel paa hvorledes reformationen indrettede sig i de gamle gudshuse. „Først holdt han Olav snedker og siden alle hans sønner Olav og Johannes hos sig hele vinteren igjennem for at de kunde bygge og klæde koret. Han havde en snedker hos sig som hed Nils Hans- søn fød udi Nakskov. (Norske samlinger I. 17). Murar- beidet gjordes af Odu Skotte som ogsaa udhug det St. Fig. 14. Brudestol fra Nes, Hol. Nord, mus., St.h. Forf. fot. Hans billede, som staar (1571) i muren og skede dette 1548. Taarnet blev reist 1553 af mester Olav Livsøn, som kopi af St. Olavs taarn i Amsterdam. Han lod male tavler paa lærred og fæstede paa væggen. Han forskrev et statelig urverk og forskrev en smed Cornelis som kunde rette paa urverket, hvis det gik istykker. Dertil en klokke som slog timerne. Han lod sætte kiste i kirkedøren for at samle almisse til de fattige. Han forskrev firkantede ■ ■■ ■■ ■ ■■■■ ■ '■■■■ ■ ■■■■ «■■■ ■ ■ ■■» ■ ■■■■ ■ ■■■■ ::::: ■■■■» Fig. 15. Brudestol fra en vestlandsk kirke. Bergens museum. smaa stene fra Skotland til kirkegulvet og lod føre herlige stene fra St. Jonskirke til domkirken. I kirken lod han gjøre et skab ved den vestre kirkedør, hvor forskjellige almisser, brød og klæder samledes til de fattige. Fra Bremen forskrev han et orgel, som endnu brugtes i 1571 og da han fik høre at Nils Magnusson fra Schetland havde „natur- lig tilhøielse til Musicam“, blev han „fuldkommen udlært paa orgelverk“ og forrettede senere som organist. Her ser vi reformations- og renaissancebispen i Bergen kunstnerisk udstyre sin domkirke, først og fremst med snedkerarbeide, fint rammeverk og vistnok med udskjæ- ringer. Dette var en af renaissancens kunstneriske erob- ringer. Der var i denne tid ofte en ren lidenskab for vakkert snedkerarbeide. Og han lod væggene male med billeder og hugge en stenstøtte af St. Johannes. Her er intet af den billedskræk, som vi saa hos hans eftermand biskop Skielderup. Hvordan udviklede sig saa det nye protestantiske kirke- rum i Norge? Nogen nybygning var der som nævnt i den første tid ikke tale om. Den protestantiske kirkeplan skal først senere faa sin karakteristiske udvikling. Det var i det indre udstyr nyordningen begyndte. Først og fremst gjaldt det vel at faa kirken lun og hyggelig, den skulde virke hjemlig, i modsætning til de høie katholske kirkerum. Kirkerummet skulde jo i middelalderen være et billede her paa jorden af selve himmelen, nu blev det et rum, hvor menigheden skulde høre Guds ord. Selve kirken som saadan fik en langt mere privat karakter. Det blev forsamlingens, menighedens hus, som det da gjaldt at