Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

12 Luther og protestantismens religiøse opfatning. — Billedstrid. Fig. 16. Pulpitur i jenaissance fra Oddernes kirke. Forf. fot. gjøre hyggelig. Derfor lod Geble Pedersen væggene klæde med renaissancepanel, som i de private rum og han maler billeder paa væggene. Dette har selvfølgelig været popu- lære scener fra det gamle og nye testamente. Selv Skielde- rup tillader saadanne billeder. „It slags kaldis historiske de malis for en ihukommelsis skyld, synderlig om de ting som skeet er, saadanne er de som staa malet udi de christnes bøger. Item contrafeier, som mand lader gjøre for en ihu- kommelsis skyld og haver i sine hus, hos hvilke er ingen vanbrug“. Hvorvidt vi har nogle vægmalerier fra den første protestantiske tid bevaret tør jeg ikke sige. Muligens findes saadanne bevaret under kalkpudsen i Dale kirke (fig. 6), hvoraf man kan se enkelte dele skimte frem. De synes meget tidlige. Fra slutten af aarhundredet og begyndelsen af det 17. har vi flere tildels rige vægmalerier i vore kirker. Som nævnt gaar vore interessante billedtæpper stilistisk ind i den tidlig protestantiske reformationskunst. Flere af disse har været kirketæpper, som har været ophængt paa kirkevæggene. Det aabne høivælvede tag, som saa nøiagtig stemte med den middelalderske religiøse følelse trængte man ikke. Den aabne tagstol lukkedes med himling, hvorved rummet blev lunere, hyggeligere og hjemligere. Den halvdunkle lysvirkning, som har en saa ejendommelig stemningsmagt i de katholske kirker ønsket man heller ikke. Den blev rent et symbol paa det papistisk mørke. De evangeliske kirker skulde være lyse. De gamle middelalderske vinduer gjøres større, ofte paa en meget vilkaarlig maade; vinduer hugges ind i vore stavkirkers vægge og udvides i de gamle stenkirker. Imellem laver man ogsaa vinduer i taget, hvor smaa Arker (Erker) anbringes (se Norges kirker i mid. fig. 32). I tidlige regnskaber nævnes glasmestere som f. ex. Adam glasmester i Stavanger domkirkeregnskaber 1554—56. Han gjorde vinduer færdig i koret og for- skjellig andet glasmesterarbeide ved domkirken. De gamle tunge bastante stenmure blev vel allerede i denne tid imellem hvidtet hvorved rummet fik et lysere præg. I dette for „ihukommelsens skyld“, som Skielderup taler om i sin bog, ligger en protestantisk kulturtanke som man i den første evangelisk-lutherske kirke stadig benyttede sig af. Menigheden skulde mindes de døde og kirkevæggene var netop pladsen hvor dette skulde ske. I langt høiere grad end tidligere blev man be- gravet i kirkerne. De rigere blev lagt under kirkegulvet eller i kirkemuren. Endnu almindeligere blev epitafier og mindetavler sat op paa væggene. Det har jo baade sin ethiske og sin folkeopdragende betydning at mindes sine døde, og det er ganske eiendotnmelig at vor tids mindesmerker saa helt har forladt kirkerummet. Selv naar man skal hædre præster, som Peder Dass til Alstahaug skal det være en bautasten langt ude i fri natur. Og mindesmerker tar sig neppe altid ud i fri natur. Ds virker ofte bedre i arkitektur eller inde i rum. I England benytter man endnu stadig epi- tafier med navne som menigheden skal mindes og disse fæstes paa kirkevæggen. I de gamle kathedraler ser man saaledes nu navne paa boerkrigens faldne. Den samme trang til ihukommelse havde man i reformationsaarhundredet hos os og dette holdt sig længe og gav kirkerne et yder- ligere hjemligt og familiært præg. Man brugte ikke bare epitafier med navne i renaissancens rigt udstyrede ramme- verk, man havde ogsaa malerier med korsfæstelsen eller Fig. 17. Pulpitur i to høider fra Øiestad nedbrændte kirke. Thomhows fot.