Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

Reformationens norske kirke: alter, prækestol, døpefont. — Ungrenaissancen i Norge. 13 Fig. 18. Altertavle fra Ejæie kirke. Forf. fol. opstandelsen og hele familier liggende paa knæ under. Ogsaa portrætter hang man ind og vi har endnu bevaret nogle af disse tidlige billeder. I Holme kirke har man saaledes en ganske ung renaissancejomfru, sandsynligvis hængt ud af faren for at menigheden skulde mindes den unge, som var gaaet bort før hendes minde fik fæstnet sig i menigheden. Et andet sted blev en ung pige hængt ind i sin hvide ligdragt med laurbærbladenes eviggrønt i haar og i haanden. Hun ligger paa ligstraa og er for menig- heden paa engang saavel et minde om den afdøde som et alvorlig memento mori. Biskoperne og præsterne havde saaledes ogsaa sine billeder i kirkerne. 1 Bergens dom- kirke var saaledes 9 epitafier „herlig malet og forgyldt med skjønne historier og udhugget arbeide“. Et var over lens- herren Christoffer Valkendorf (fig. 8, 10, 11). Hvad der imidlertid sterkere end noget andet skulde præge det nye interiør var bænkene og pulpituret. Først gjaldt det at sætte ind de faste bænke. Den katholske kirke havde kun saadanne bænke i koret for presterne og korherrerne, som ofte maatte være tilstede ved den lange gudstjeneste. Menigheden var staaende eller knælende kun tilstede ved den korte præken eller messe. Den pro- testantiske gudstjeneste med de lange prækener med af- vekslingen af sang og bøn fordret et langt samvær. Man kunde ikke længer komme og gaa, bede og knæle efter eget forgodtbefindende, men maatte overvære gudstjenesten fra begyndelsen til enden. For den lange gudstjeneste var det nødvendig at skaffe siddeplads og hvad som før kun var presternes forret blev nu hele menighedens. Alle fik stole og bænke til at sidde paa. Som bekjendt fik mændene plads paa den søndre side og kvinderne paa den nordre, øverst de gifte og nederst de ugifte. Hver enkelt mand og kvinde fik plads efter stand og værdighed. Paa landet sad herremanden øverst, derpaa gaardbrukeren og saa husmanden og i byerne begyndte rækken med lens- mand og borgermester og endte med den ringeste haand- verker. Den enkeltes plads blev bestemt i henhold til hans magt, jo nærmere midtgangen desto gjævere. Kvin- dernes plads bestemtes efter deres mænds paa den anden side af gangen. Heraf udviklede sig selvfølgelig bestemte bænke, men helt indelukkede brugtes vistnok ikke i ældste tid. Den hensynsløse ødelæggelse af gammelt kirkeinven- tar har gjort at vi har saa yderst lidet bevaret af bænke- rader fra reformationens første tiaar. Et vakkert urørt interiør staar endnu i Tingelstad kirke, det viser den fine renaissancesmag, bygdesnekkerne i denne tid udfol- dede (fig. 9). Dører findes ikke spor af. Rundt om i vore kirker har der været arbeidet mere eller mindre vak- Fig. 19. Altertavle fra Venebygdens kirke, Rennebu. Senere opmålet og forsynet med topstykke og vinger.