Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

14 Luther og protestantismens religiøse kunstopfatning. - Billedstrid. kert udstyrede bænkerader. Imellem har renaissancen hersket, imellem bygget man paa gamle middelalderske motiver. Et sengotisk stolvangemotiv som rundingen med knotter ser man oftere i efterreformatoriske kirkeinteriører som ved Urnes eller Opdal (Norges kirker i mid. 337, 347, 348). Dette har nok været en yndet kroning paa reformationsbænkenes vanger. At der selv ved smaakirker lagdes ordentlig arbeide viser bænkekroningen fra Hvaler lille kirke (fig. 12). Men allerede tidlig begyndte adelen at ville ha sine Peder Lystrups hustru, bad biskop Jens Nilssøn om at faa en saadan stol i Aas kirke og bi- skopen bad præ- sten tale med kir- keværgen, at lade gjøre hende en saa dan i koret. Men det er først i næste tidsrum at de in- delukkede stole skulde udvikle sig. Derimod har vist- nok præsten tidlig havt sin stol i kir- ken. Det er sand- synligvis. samme som i de tidlige regnskaber kaldtes skriftestole. Faste skriftestole kom først ind i de ka- tholske kirker i det 16. aarhundrede efter Tridentiner- konciliet. I pro- testantiske lande fandtes ikke dette paabud, men præstestolen kan naturligvis være brugt hertil. De staar endnu i flere af vore kirker (fig. 13). Her holdt præsten til i kirker som ikke havde sakristi. Den staar oftest paa korets søndre væg. Paa den mod- satte side stod klokkerens stol og hvor der var to havde medhjælperne plads i den anden. Af præstestolen udvik- lede sig baade præstefamiliens indelukkede bænk i koret og sakristiet for præsten bag dette. I katholsk tid modtoges brudeparret med følge udenfor kirkedøren af præsten. Her indviedes ringene og parret bestænkedes med vievand, samtidig knælede følget i halv- kreds omkring. Med brændende lys førtes de saa op i egne stole, helst i koret. Fru Else, Fig. 20. Bogstavaltertavle fra Hvaler kirke. Norsk folkemuseuin. Værings fot. afgive siddeplads. Man har ogsaa stolen“. Det skal være vist at de særlig behagelige at sidde i og at koret og tog plads foran alteret. Reformationen bibeholdt denne tvedeling af vielsen, men den blev trukket mere og mere op i kirken. Første avdeling foregik tilslut før prækenen, den anden efter. Rigere udstyrede løse bænke som vi har i vore kirker har vistnok baade i middelalde- ren og senere været benyttet til brudebænke. Bænken fra Nes kirke i Skiens museum har tidens pergament- motiver og er typisk for denne tid. Bænken fra Nes, Hallingdal, i Nordiska museet har ældre motiver og har tillige et malet brudepar paa ryggen. Disse løsbænke blev da sat op i koret (se fig. 14, 15, se Gamle nor- ske hjem, fig. 155). Enkelte steder har ogsaa den øverste bænk paa kvinde- siden været rigere udstyret end de øvrige og bruges endnu den dag idag til brudepar- ret, hvorfor den ogsaa kaldes bru- destolen. — Arkitekt J. Kiel- land har i en in- teressant afhand- ling om det efter- reformatoriske kir- keinventar troet at man ofte stod i selve bænkene. Selve sædet er daarlig sat paa. Han mener at de var bestemte til kun at være ind- hegninger og ikke nødvendigvis til at udtrykket at „staa i gamle bænke ikke er det kanske kan tæn- kes, at de enkelte steder kun har været brugt til at staa i; men i almindelighed har de nok været bygget til at sidde i. Man trængte ikke synderlig komfort i de dage og desuden gjaldt det at spare plads. Peder Plade (Pal- ladius) siger ogsaa, det bør en god almue først at staa op udi deres stole, naar sognepræsten læser evangelierne udi prækestolen og saa sætte dennem ned tilbage paa deres stole og ikke lægge dennem ned paa deres bryst, at de ikke falde udi søvn. Renaissancealmuen kunde