Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

Reformationens norske kirke : alter, prækestol, døpefont. — Ungrenaissancen i Norge. 15 altsaa endogsaa falde i søvn paa disse bænke som vi nu finder saa umulige at sidde paa. Men bænkerækkerne fordret megen plads. Man maatte finde paa et middel til at skaffe rum for det gamle antal kirkegjængere og kanske endnu nogle flere, tiltrods for at bænkene nu optog hele gulvet. Man greb da tilbage til en gammel tanke, som den katholske tid nu og da antyd- ningsvis havde benyttet sig af, nemlig pulpituret. Paa den gamle grundflade fik nu kirkegjængere plads over hverandre. Naturligvis kunde ikke altid disse pulpiturer bli lykkelig føiet ind i det gamle kirkerum og eftersom menigheten blev større reiste sig ofte i kirken rare ud- vekster, for at skaffe mere siddeplads. Dog, disse pulpi- turer er trods alt noget af det mest betegnende for det protestantiske guds-hus og efter- hvert som det trængte igjennem, kom det til at spil- le den største rolle ogsaa ved nybyg- ninger, idet det bi- drog til at spræn- ge den gamle kir- keplan og bane vei for nye for- mer. Vi skal se- nere følge denne udvikling. I vore middelalderske kirker findes sik- kerlig flere pulpi- turer fra den før- ste reformations- Fig. 21. Bogstavsaltertavle fra Heggen kirke. N. F. tid. I Jens Nils- søns visitatsbøger fra 1574—1597 nævnes et par gange pulpiturer. I Vestby anbefaler han at gjøre et pulpitur, Heggen havde saadanne med smukke stoler og præke- stol. I Vangs kirke var nyt pulpitur kommet sam- men med en smuk prækestol. I Sked var ogsaa nyt pulpitur. Først blev pulpiturer sat ind nede ved vestenden af kirken. Men allerede meget snart maatte man gaa til at reise pulpiturer paa langvæggen. Bykirkernes pulpi- turer har vel ofte havt et ganske sterkt stilpræg, som da i bygdekirkerne imellem blev mere udvisket. Men disse gamle pulpiturer bør dog vies en større opmerksomhed end hidtil har været tilfælde. Der afbildes et vakkert pulpitur fra Oddernes kirke med rig renaissanceudskjæring. Renaissancen har ogsaa præget iallefald en af de to rader som var reist i den nedbrændte Øiestad kirke. Disse pulpiturer viser paa en karakteristisk maade, hvorledes reformationen indrettede sig i de gamle middelalderske kirker (fig. 16, 17). Da Tertullian bekjæmpede hedningerne, hævdet han som en fordel ved den nye religion at de kristne intet alter havde, ingen offersten. Den ældste kristenhed fej- rede gudstjenesten i privathuse og nadverden blev da nydt ved et træbord. Den leformerte kirke optog dette. Den evangeliske kirke beholdt alteret som nadverdsbord „dertil ordnet“, som Luther sagde „at sakramentet der havde sin plads“. Luther udtaler ogsaa at alteret bør forenkles, saaledes at det var mulig for præsten at kunne staa bag alteret og se udover menigheden. Enkelte steder i Tysk- land blev dette og- saa gjennemført. I Torgauer slots- kapel var kun et bord, hvis sten- plade blev baaret af fire engle. Der var intet alterma- leri og et saadant blev først længe efter opsat i nævn- te kapel. Hvorvidt vi har havt billed- frie altere vides ikke, men kan nok tænkes. Samtidig har dog flere lu- therske kirker, som stod under Luthers kontrol faaet altertavler, ofte udført af hans ven Lucas Kra- nach. Den luther- ske opfatning er alteret som Herrens bord, det høie alter er, som biskop Skielderup siger, „vor Herre Jesu Christi eget bord og alt det der handles paa, det hører til hannem alene. Og de (præsterne) skulle beflitte sig, saa meget som dennem mulig er, at Guds bord bliver renset fra afguders billeder. Og dersom de kunne det ingenle- dis gjøre, da maa de efter den Wittenbergis exempel, tilstede at man maler paa en tavle Christi nadveris historie, hans fødders toelse eller hans pinis historie, om dennem saa behager. Og saa længe kunne de det tilstede, indtil de se, at det vendis til vildfarelse og misbrug.“ Som man ser kunde den strenge bisp til nød tillade billeder paa alteret efter „Wittenbergis exempel“. Dette har ogsaa været benyttet. Vi har et par exempler paa altertavler, som viser den første reformationsskik. De har beholdt