Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

Reformationens norske kirke: alter, prækestol, døpefont. — Ungrenaissancen i Norge. nævnte, fine søiler og pergamentmotiver (fig. 9). Den har ogsaa en opgang. En anden opgang med pergament- motiver findes ved Tveid kirke, hvor vistnok prækestolen er noget senere (fig. 29). Prækestol, „prydet med herlige Fig. 27. Prækestol fra Nykirke. Nu ødelagt. Efter tegning i fortidsforeningens arkiv. sentenser“ har vi 34). præg, paa- Oslo- fra Vassaas fra 1588 (fig. Det lærde som under virkning af humanisterne kommer ind, viser sig deri at sen- tenserne nu sættes paa latin. Ung- renaissancens de- korative tendenser kommer frem i prækestolen i Sem kirke. Det er de flotte takkede akantusmotiver fra denne tid, som 19 ^Fig. 29. Prækestol i Tveid kirke med opgang dekoreret med pergamentmotiver. Fori. lot. grupperer sig om en runding. Søjlerne er endnu slanke, feltet er derimod nu blit et i høiden. Man merker dog i profilering allerede nu de kommende strengere arkitek- toniske former (fig. 28). Kirkeordinansen paabød at presten i prækenen skulde afholde sig fra allehaande „skjændsel og forhaanelse;“ skulde staa et timeglas. De ældste timeglas var vel helt enkle, senere blev de jo ofte rigt udstyrede (fig. 25). Fünfen, siger Peder Plade, staar bag i kirken, at I sidde eller staa allesammen og vende bagen til funten, derfor at I skulde tænke at det skulde være nok med den ene gang, at I er døbte. Grunden var dog en anden. Før han skal ikke nævne nogen med navn og han skal ikke uden nødvendighed angribe papisterne, ikke vare over en time. Paa landet et menneske var døbt, skulde han ikke træde ind i kirken, Fig. 28. Prækestol i Sem kirke. Prækenerne skulde skulde presten kun præke en halv ti- me — hans kund- skaber var vel imellem ikke syn- derlig store, saa man ansaa det hel- dig, at han benyt- tede den anden halve time til at oplæse og udlægge stykker af Luthers kathekismus. For at kunne kontrol- lere presterne, at de ikke talte for længe, paabød kirkeordinansen i Bergen 1584 og 1598 at der paa prækestolen i de døbtes og troendes samfund. Fra først af skede derfor daaben i forhallen, ikke i selve kirken. Imidlertid var sær- lig i smaakirker denne plads uhen- sigtsmæssig og fonten blev derfor flyttet op i koret. Dette skeede dog først i det 17. aar- hundrede. I re- formationsaarhun- dredet staar endnu fonten nede i kir- ken. I en række kirker beholdt man de gamle stendø- befonter. Enkelte Fig. 30. Prækestol fra Degcrnes kirke med aarstal^!554. Norsk folkemuseum.