Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

Reformationens norske kirke: alter, prækestol, døpefont. — Ungrenaissancen i Norge. 23 Fig. 41. Konestol og daabsrum. Fot. Kielland En vakker skik var at smykke kirkerne med løv og blom- ster, ligesom man gjorde i hjemmene. „Og gode danekvinder og gode piger, siger Peder Plade, ven Eder til at bære Eders forklæder fulde af urter og græs om sommeren til kirke, at strø det paa gulvet og paa Eders husbonds og Eders egne stole, at man kan have lyst til at søge hid, naar I holder det deiligt og smukt.“ Ogsaa alteret blev smykket. Kirkerne dekorerede med aarets grønt vil man endnu kunne se flere steder paa landet (flg. 42, 43), og det er noget af denne vakre skik som hænger igjen i byerne, naar kirkerne ved bryllup og begravelse dekoreres med grønt. Kunde det ikke ogsaa gjøres imellem ved andre højtider? De første spor her i landet af den tidlige renaissance er ikke knyttet til kirkereformationen. Vi har allerede i den sidste katholske tid spor af renaissance, den kommer ind paa vore alterskab, et ornament, et arkitektonisk led, f. ex. en søile kan være præget af denne stil. De rige akantusranker 'som kommer ind paa flere alterskab, er saaledes tidlige renaissancemotiver (Norges kirker i mid. fig. 375, 378, 410). Vor sidste norske erkebiskop, Olav Engelbrektsøn former sig et segl i den nye stil (fig. 44). Seglet er fra 1527. Der sidder hellig Olav, denne vor middelalderske helgen, under en renaissancebaldakin med øks og æble for sidste gang i erkebiskopsædets segl. Det er som den gamle tid dør ud i den nye stils former. Ogsaa domkirkens kapitelsegl fra 1532 har samme tid- lige renaissance. I litteraturen har Vilhelm Andersen trukket frem et katholsk digt af Olaus Chrysostomus, hvori han forsvarer nonnekyskheden ligeoverfor lutheranernes angreb. Han gjør det i hele renaissancens hedensk-verds- lige stil. Det er atter den gamle tid, som dør ud i den nye stils former. Selv vore jomfruskarer berøver man himmelens hæder, Skjønt de har bundet og traadt under fod den forføriske vellyst, Skjønt Diones (Afrodites) lønlige lyst de har flyet og er flygtet Langt fra det sted, hvortil bryllupsfest begfaklerne flammer, At de kan give for Gud deres lemmer hen som et leie Velbehageligt, redet med kyskhedens snehvide udstyr. At deres seirrige sjæle tilsidst kan hinsides døden Hvile paa himmelske hynder og kranse gudernes borde, Evigt af nektarsaft og ambrosia huldt vederkvæget . . Det er den rene hedenske renaissance i katholsk dragt af den slags, som forfærdet Luther. I den første reformationstid er renaissancens mo- tiver spæde og spinkle, stadig opblandet med middelalder. Middelalderen gaar igjen i ornamentik, f. ex. i det oftere nævnte pergamentmotiv, et foldeverk med sammenfoldede læg, som intet har at gjøre med pergament, men som vistnok har sin oprindelse fra træ-tekniken. Den findes paa snedkernes fyldningsflader og holder sig længe efterat renaissancen har vundet indpas. Den typiske renaissance- prækestol (fig. 29) har som nævnt pergamentmotiver paa op- gangen, og det samme gjenfindes paa vore renaissance-møbler. I vore alterkalkes former gaar ogsaa middelalderen igjen og flere symbolske motiver, som senere skal behandles, har sin oprindelse i denne tid. Den ældste skarpt snoede søile (Hg. 24, 27) er ogsaa en arv fra middelalderen, unggotikens Fig. 42. Rødven kirke dekoreret med grønt. Forf. fot.