Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

Fig. 45. Nadverden. Tæppe i Søndeled kirke. Vering fot. II. Ortodoxi og den arkitektoniske renaissance. — Vore snedkere og malere. Kirkeinventar. — Osloarbeider og Jarlsberggruppen. — Nordenfjelds og vestenfjelds. — Stavangerkunst. — Kristian IV’s kirker. enaissancens kultur havde utvilsomt svækket den romerske kirke. Adskillig af den gamle disciplin, den faste organisation, den ubetingede lydighed, troen paa lederne som fandtes saa sterkt ’i kirken fra før havde under denne livsglade tid faaet et alvorligt knæk. Som Hannibal ødelagde mandstugten og kriger- egenskaberne i sin hær ved vellevnet i Capua, saa havde renaissancen ført kirken til et lignende sted, hvor der var plads for alskens jordiske glæder og nydelser. Kirken som foragtede verden, elsket nu verden og Militia Christi nød livet under den italienske renaissances lykkelige himmel. Men der vokste andre soldater op, og disse fylket sig bag tidens nye førere, bag reformatorerne som med uanet dyg- tighed og iver drev sin guerilla-krig. Fra katholsk side regnet man ikke straks med Renden, man syntes disse angreb kom fra de rene kapergaster, vikinger paa det aandelige omraade, som altfor respektløst plyndret det, som var høit og helligt. Men snart forstod man at disse angreb var farlige, de nye førere og deres soldater forstod sig paa krig, erobrede nye omraader, organiserede sig, medens den gamle kirke havde mistet baade sine hærførere og sin soldateraand. Rigtignok havde de en række elegante dialektikere, men dialektikens tid var forbi. Men saa griber et nyt folk ind i renaissancen, nem- 4 — Norske kirker i nyere tid. lig det spanske. I virkeligheden betyder renaissance vilje- udfoldelse; italienerne slog sig — for at udtrykke sig summarisk — paa kunst, tyskerne paa reformation, men spanierne det fantastiske og fanatiske krigerfolk slog sig paa — sjøfart. Da de brød med middelalderen og fik jordiske drømme grov de ikke op det gamle Hellas, eller grublede paa løsninger af kunstneriske problemer, de vilde selv ind i sine eventyr, opleve de drømme deres fantasi udmalet; de vilde hinsides havene, til Indiens land, til nye riger og have, de vilde løse de problemer en fanta- stisk virkelighed stillet dem. Det er noget af den samme trang som gjør erobrere, eventyrere og kunstnere — tran- gen udover det almindelige. Alexander den store, Shake- speare og Cervantes vil i Elysium let kunne forstaa hver- andre og blandt Cortes og Pizzaros skarer har sikkert mangen en af Donatellos og Botticellis aandsfæller draget med. Men den spanske renaissances eventyr og kamp havde ved siden af renaissancedraget ogsaa udviklet de egenskaber som kirken nu saa saart trængte, nemlig, mandstugt, dristighet, krigsjustis og feltherrernes hensyns- løshed. Da den spanske kriger Loyala med sønderskudt ben, med alle sin races egenskaber potenseret i sin person, forestillet sig for pave Paul III i Rom 1540 forstod denne