Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

26 Ortodoxi og den arkitektoniske renaissance. — Vore snedkere og malere. — Kirkeinventar. snart, at her var det militære som skulde gi den katholske kirke ny kraft. Tidens mand meldte sig til tjeneste og det merkedes nu snart. Den gamle katholske kirke havde faaet øinene op for, hvad det vilde sige at slippe renais- sancen løs, og nu fik piben en anden lyd. Reaktionen mod renaissancen, kampen mod reformationen begyndte for alvor. De uordnede geledder stilledes op, de vigende rækker stand- sede, forsvaret organiseredes og snart merket man at den katholske kirke begyndte at gaa angrebsvis tilverks. Nu blev kampmaaden helt anderledes. Istedenfor reformationstidens glade kampstemning med rækker av personlige skjærmyds- ler maa nu ogsaa reformationskirkerne organisere sig for at værge det indvundne. Den nye lære maatte bygges sikkert op, gjøres fast og logisk som den gamle kirkes tankebygning, ellers vilde altid svage sjæle blandt de nyomvendte ikke føle sig helt vel i det nye hus og kanske længte tilbage til den gamle lune fast funde- rede kirke. Man maatte ogsaa bestemt skille hvad der var katholsk og hvad der var protestantisk. Og de protestantiske theologer arbeidet, fortolkningernes bunke vokset stadig, dog- merne ynglet og ynglet og disse nye dogmer maatte indordnes i rækkerne, sy- stemet blev strengere og strengere. I Tyskland som i norden arbejdes i sam- Fig 46 me retning. Man har med rette kaldt dette tidsrum ortodoksiens og det umaadelige forstandsarbeide, som var sat ind paa at klare den nye tros dogmer, havde tilslut frembragt den forestilling, at hvad det først og fremst gjaldt var ikke at leve som kristen, men at tænke dogmatisk. Og dette opnaaedes. I hele det nordiske samfund dogmatiserede man fra kongen og ned til bonden og haandværkeren. Ved store højtidelige, offentlige møder, hvor landets første mænd samledes eller i kroerne ved et krus tysk øl, diskutteredes forholdet mellem den menneskelige og guddommelige natur i Kristus, om hans menneskelige natur var fra evighed, om han var tilstede i nadverden kun med sin guddomme- lige natur eller om ogsaa den menneskelige var der o.s.v. Adelsmænd holdt fri presteskoler, hvor unge mænd av deres stand opdroges i theologiske spidsfindigheder, ikke for at bli prester, men fordi det hørte med til en ung gent- lemans opdragelse i de dage at kunne diskutere dogmer. Man slog sig op paa dogmatik og dogmatiske stridigheder, som paa politik i vore dage, og en tilfældig gal mening i et eller andet underfundigt religiøst spørsmaal kunde bli en mands sociale ulykke. Det var næsten som i det gamle Byzants med sine dogmatiske stridigheder, hvor en av keiserrigets gamle forfattere ironisk fortæller, at spurgte man bageren om prisen paa brød, svarede han, at sønnen stod lavere end faderen; og vilde man vide af opvarteren om badet var varmt nok, svarede han, at sønnen var skabt af intet. Vi har nutildags lidt vanskelig for at fatte denslags theologisk lidenskab, som griber en hel tidsalders menne- sker. Forholdet mellem guddommens to naturer er ingen programpost som i vor tid vil kløve samfundet, men man kan ofte, naar man ser de hidsige politiske kampe nutil- dags mellem konservative, liberale og radikale fristes til at spørge om fremtiden vil finde motsætningerne saa meget mere imponerende end de gamle theologiske, og om det er saa meget værdigere med alle vaaben at kjæmpe for et ministerielt eller op- positionelt program end for begge naturer i Kristus. Under disse diskussi- oner, forkjætringer og kam- pe byggede imidlertid den „lutherske dogmatik“ sig op en uhyre bygning, hvor den ene sten passer ind i den anden. Man fik en sy- gelig iver efter at skjærme den rene lære, det var nød- vendig, troede man, som et slags værn for ikke atter at knuses af den nye spanske aand som havde git den katholske kirke en ny kraft. Broch- mand roser Kristian IV i sin tilegnelse av Universæ Theo- logiæ Systema, det 17de aarhundredes dogmatiske hovedverk hos os, netop for den ensartethed han havde kjæmpet for i religionen. „Fra din første regjeringstiltrædelse har du arbeidet derhen, at alle dine undersaatter tænkte og talte ens om Gud og de guddommelige ting. En saadan lykke forstaar de kun ret at skjønne paa som af erfaring har lært, hvilken bestandig pest og ødelæggelse for riger en blandet religion er.“ Man fik lidt efter lidt virkelig opar- beidet en faretruende ensartethed, „alle tænkte og talte ens om guddommelige ting,“ og efter reformationstidens begeistring og ivrige diskussioner blev der stilhed over de aandelige spørsmaal, en slags søvnighed, som kanske kan symboliseres ved en forordning fra 1645 som gik ud paa at der ved kirkerne skulde ansættes betjente, som med lan- ge stokker skulde slaa dem i hovedet, som var faldt i blund under gudstjenesten. Den dogmatiske bygning stod færdig.