Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

Osloarbeider og Jarlsberggruppen. — Nordenfjelds og vestenfjelds. — Stavangerkunst. — Kristian IV’s kirker. 31 tekt og kunstindustriel dekoratør for at bruge moderne navne. Samarbeidet mellem snedker og maler var intet tilfældig, men bundet i hele renaissancens smag. Man gens borgerbog findes for nævnte tidsrum paa flere steder anført snedkernes fødested. Det viser at i Bergen bodde Fig. 54 Bogstavaltertavle med baldakin fra 1618. Mælum kirke. ser ogsaa paa pri- serne, at malingen ofte var dyrere end hele det kunstfær- dig udskaarne ar- bejde. Ofte hadde man ikke raad til straks at bekoste malingen — man brugte jo ægte dyre farver — blaat, guld og sølv —, og det fik da udstaa. Og alt dekoreredes, bænke, vægge, prækestole, altere. Man udskar og malte. Desværre har ødelæggelsen af vore kirkeinteriører snedkere fra Augsburg, stock, Hessen, Ditmar- sken, Brüssel, Dundee og Bergens „opland“, Orknøerne. Mærkelig nok nævnes først 1624 en snedker fra Fyn. En dygtig maler i Stavanger Gerhard Hentschel, hvis arbeider senere skal gjennemgaaes skriver sig fra Breslau. Paa lignen- de maade lidt kosmopo- litisk opblandet har vel snedkerstanden i vore andre byer været. De spillede en viss rolle i vore byer. De vælges Breslau, Bremen, Lüneburg, Ro- Fig. 53. Altertavle i Andebu kirke. Opmalt i det 18 aarh. Forf. fot. til lagretsmænd, imel- lem til raadmænd og føl- i særlig grad gaat udover den gamle maling men heldigvis findes der endnu rundt om i landet adskillig. Et billede af en saadan renaissanceudstyret kirke gir A. Tønnesens akvarel fra Aardal kirke, som indleder denne bog, samt fig. 6. Renaissancekulturens bærere udenlands var byerne og det samme har nok været tilfældet hos os. I byerne ger med i byens kommunale liv. Imellem geraader de i klammeri, skjælder naboen ud for diverse grove ting, for- sones igjen med ham og tar udtrykkene i sig. Og konerne farer selvfølgelig ogsaa med sladder, chikanerer hverandre og forsones. Men som regel leves der rolig, man drikker en del paa kroen, hvor byens kommunale spørsmaal dis- kutteres eller man behandler byens orginaler og deres fik haandverkerne sine exi- stensmidler. Adskillig af ti- dens luxus kan nok ogsaa ha naaet vore byer. Det store antal skræddere som bodde i vore byer i denne tid taler for, at det klædesnobberi, som var saa almindelig under renaissancen og som regje- ringerne med forbud og love søgte at stagge, ogsaa fandtes hos os. I alle kredse søgte man at indrette livet beha- gelig. Man vilde bo pent, gaa rigt klædt, spise og drikke godt, i Oslo som i Kjøbenhavr. og Lübeck. 1 vore større og mindre renais- sancebyer^ levede saa vore kunstnere sit liv blandt byens Fig. 56. Altertavle med baldakin i Hem kirke. Fot. Thomhaw. haandverkere. Imellem har gjorde altertavlen i Bødal meriter, saasom musikeren Bonifacius Wunderlich og hans sidste klammeri med Anders Rostocker, eller den sidste skjændselsgjerning af byens troldkjærring, som al- tertavlemaler Peter Reimers i Stavanger har særlig god greie paa, eftersom han var indkaldt for retten og vidnet sagkyndig i deslige spørs- maal. En enkelt gang blev man rystet af at en af kolle- gerne blev hængt op i gal- gen, som Paul Snedker i Tønsberg, der i 1634 havde stjaalet paa kongens gaard Sem. Muligens er det den samme Paul Snedker som 1617 og pulpitur i Faavang de været barnefødt i byen, imellem fra andre norske byer eller fra landsbygden. Ofte kom de ogsaa fra udlandet. Tyske haandverkere var i denne tid godt anseet. I Ber- kirke. De reiste nemlig adskillig om de gamle sned- kere. Imellem har saa minderne dukket frem hos de vidtfarne blandt dem og de talte om konsten udi de store