Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

32 Ortodoxi og den arkitektonieke renaissance. — Vore snedkere og malere. — Kirkeinventar. lande, hvor kirkerne var herligen udstyret, muligens dæm- ret for dem, ved et krus stærkt rostockerøl, renaissancens store navne, disse navne som havde betydet noget for deres ungdom og hvis repræsentanter de følte sig at være tiltrods for at skjæbnen havde sat dem i disse fjerne smaa norske renaissancereder og tiltrods for at hverken de forhold, de levet under, eller de opgaver de fik, var saa særlig lysende. Ved hjælp af skriftlige kilder og bevaret materiale kan man danne sig et billede af vore snedkeres og maleres produktion. Tilfældet vil at for Oslo og Stavangers ved- kommende flyder arkivma- terialet rigest og heldigvis har vi ogsaa her mest be- varet af det første kirke- inventar fra denne tid saa- ledes at her virkelige lokal- grupper kan bestemmes. For Bergens vedkommende findes der ogsaa, som man vil se, enkelte typiske træk. Naturligvis er meget øde- lagt, men det er dog til vort kirkeinventar vi først maa gaa hvis vi skal kun- ne faa et billede af vor renaissances snedkerkunst. Kunsten kom jo ind i hjem- mene. Vægge, tavler, kiste, skabe og senge udstyres med vakker snedkerkunst, med søiler, buer, pilastre og profiler. Dette er spredt rundt om og skal vi en- gang faa blot et nogenlun- de korrekt billede af vor renaissancekunst med de forskjellige lokalskoler maa det grundlægges paa studiet af vort kirkeinventar. Disse pulpiturer, korskranker, altere, prækestole og bænke er lokalbundne og gir distriktets kunst. Om dette kan saa engang det øvrige materiale grupperes. Det er en enkel borgerlig snedkerkunst med arkitektonisk tilsnit. Den bygger paa renaissancens store principer med de symmetrisk ordnede led, med fladernes virkning, svillernes og pilastrenes bæreevne arkitektonisk afveiet mod tverbjelkerne. I Hedrums kirke findes en saadan typisk renaissancevæg (fig. 49). Det er disse moti- ver som i Italien arbeidet sig bevidst frem mod gotikens stræbesystem og som langsomt sivede nordover og som saa med sin klassiske logik danner grundlaget i vor høi- renaissances snedkerstil. Fig. 51. Altertavle fra Urskog kirke. N. F. Med hensyn til kirkeinventaret saa holder sig hele perioden de kalvinistiske billedaltertavler, de udstyres paa forskjellig maade, indrammes ofte ganske rigt, men de billedfiendske strømninger hører op. 1 den nævnte Jesper Brochmands Systema theologiae slaaes et slag for hæder- lige og passende fremstillinger af den hellige historie og en populær-forfatter i Danmark Nils Helvaderus retter 1610 et angreb paa gjendøbere og ugudelige billedstormere og tilføier: „Findes Gud ske lov ikke heller nogen kjær- ring saa uforstandig her i landet at hun tilbeder noget billede i Guds sted.“ Skridt for skridt fulgte nu alter- tavlernes udvikling. De biir rigere og rigere, nye former optas og bearbeides, prækestole faar billeder og udstyres rigt. De to alter- tavletyper fra forrige ka- pitel : den middelalderske skabtype og den i felter opdelte tavle holder sig og bygges videre paa. Karak- teristisk er i saa hense- ende Veø kirkes alter- tavle fra 1625, skjænket af Tage Andersen Thott, lensherre 1620 — 27, en fuldstændig skabaltertype, hvor dørene dog ikke er til at slaa igjen. Paa fløj- ene er malet Marias be- budelse. Baade paa fløiene og midtstykket er typisk re- naissance-indramning. Det er denne type som af Stav- angersnedkerne udvikles videre og biir fast form for dette distrikt. Der afbildes en altertavle fra Ekersund kirke (fig. 50) fra 1606, skjænket kirken af lensherren Jørgen Kaas og Mette Banner, hvis vaabner findes paa tavlen. Den er signeret Pet. Rei- mers, som har malet en hel del for Stavangerkirker. Man vil i opbygningen gjenfinde skabtypens tredelte form, ind- rammet i renaissance. Midtpartiet har en korsfæstelsesfrem- stilling, sidepartierne en allegorisk fremstilling af troen og haabet. Ovenover findes en liden karakteristisk renaissance- opbygning, hvor Kristi daab fremstilles. Det er i Stavanger denne type fik sin rige udfoldelse. Et enkelt tredelt renais- sancefelt har vi paa altertavlen fra Urskog kirke (fig. 51). I Faavang udvides motivet til to rader og fire buefelter i hver række. Vi kommer nu ind paa den østlandske stils udnyttelse med de forskjellige leds variation i opbygningen,