Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

70 Ny kunstopfatning. — Det baroke kirkemaleri og den nordiske bruskornamentik. Fig. 143. Se hvilket menneske! Haslum kirke. * N. F. danner udgangspunktet for hele den følgende kirkebygnings- kunst, og som i første række danner stilens grundlag. Gregor XIII og Sixtus V formet stilen ud med sin rad af store bygverker baaret af hele jesuitertidens mørke mistro Fig. 144. Epitafium over Knut Lauritsen Mallmø med aarstal 1631. Bamle kirke. Forf fot. Fig. 145. Blodet fra Kristi saar strømmer ud over menneskene. Fra Langestrand kirke. ♦ N. F. mod antiken. Urban VIII ( 1623 — 1644) indledet barokens anden periode, den nye og glade. Jesuitertidens dystre stemning forsvandt. De store kirkefyrster holdt atter sit festlige hof, bygget paladser og villaer beregnet paa modtagelse af fyrstelige gjæster med stort følge. Man holdt kostbare gilder med danse og theaterforestillinger. Det var dronning Kristina af Sveriges romerske tid, og Roms arkitekt og billedhug- ger var nu Lorenzo Bernini. Han blev et tidsgeni hvori en periodes kunstneriske stræben samler sig og det er ham som har skabt senbarokens Rom. Han har git byen sine fontæner, de maleriske og monumentale altere, skabt en ny gravmæletype, i Peterspladsen git Rom verdens herligste pladsanlæg. Baroken er liv og uro, den beroliget ikke følelsen, men forcerede den næsten frem. Antikens, renaissancens og empirens former kan man betragte i ligevegt med fiøgternt sind og se paa med tilfredsstillelse, ved baroken er alt lagt an paa effekt og ydre virkning. Barokens hovedop- gave var at beherske sind og forstand, ligesom pludselig at overrumple og gjøre en viljeløs. Man vil ikke forstaa alt, man vil ha noget indhyllet og dunkelt, noget ufattelig og uopklaret. Der kommer noget vist ufrit, tungt og trykket over hele bevægelsen, som ogsaa gaar over paa de former, tiden skaber. Michel Angelos hensynsløse behandling af arkitekturformerne er ikke blot mistillid og tvil ligeoverfor det engang overleve- rede — det er ligefrem, som en forsker bemerker, for- tvilelse. Og man gaar stadig videre og videre i baroke form- paafund. Zuccari f. ex. gir en dørindramning form af et ansigt med aaben mund. Man skulde ikke blot træde ind, man"skulde sinkes naar man traadte ind i hans sal. Er det ikke næsten som et fortvivlet moderne paafund? Der