Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede
Forfatter: Harry Fett
År: 1911
Forlag: Alb. Cammermeyers Forlag
Sted: Kristiania
Sider: 199
UDK: St.f. 726.5(481) Fett
Med 378 Billeder, 16 Blade Plancher Og 1 Kunstbilag
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
72
Ny kunstopfatning. — Det baroke kirkemaleri og den nordiske bruskornamentik.
Fig. 149. Apokalypsens ryttere. Fra Mariakirken.
* B. M. Forf. fot.
Fig. 150. Kristus i vinpressen. Fra Bore kirke. ♦ N. F.
ger. Giordano Bruno som ofte
fremstilles som en egte renaissance-
filosof hører netop ved sine panthe-
istiske drømme den nye tid til, den tid som peger over
renaissancen.
Michel Angelos dommedagsbillede er denne tids hoved-
Corregio fører ind
stadig dukker op i
coen. I disse to
verk, dens kunst-
neriske credo. Det
er dommen og ang-
stens dag og selv
Maria sidder skjæl-
vende ved sin søns
side. Pietismens
dystre religiøsitet
faar her sit stærke
udtryk. Man aner
foran dette billede
den angst og ræd-
sel som plager de
tusender af sjæle,
som gribes af pie-
tismens mørke reli-
giøsitet.
Dette er baro-
kens første periode.
Den dystre pessi-
misme afløstes dog
snart af mildere
strømninger; man
finder en slags ny-
Fig. 152. Lazarus’ opvækkelse. Paa vingerne kristelige dyder. Fra Mariakirken. * B. M.
Fig. 151. Kristus i skyer. Fra Sigdal kirke.
♦ N. F.
ytringer, den fortvilede angst letrørt
hulken. Renaissancens mandighed, som
baroken ogsaa arver brytes her og
en nervøs kvindelighed, som senere
tiden og som peger frem mod rococ-
kunstnere har den nye tids aandsstrøm-
ninger faaet sine
typiske representan-
ter.
Over Alperne dri-
ver saa hele denne
stærke italienske
kunst- og kultur-
bølge. Den suger
ny næring af de
germanske folke-
slags egenartede
temperament og to
kunstnere samler
bevægelsen. Ru-
bens og Rembrandt.
Rembrandt er en
helt moderne kunst
ner: individualist,
sær, anti-borgerlig
og den sidste, dystre
periode i hans kunst
er præget af det en-
somme genis trage-
die. Samtidig er
delse i alle disse sindsbevægelser. Nu blev Corregio
den ledende aand, en epikureer paa det religiøse følelses-
livs omraade. De mandige bevægelser biir smaa nervøse
der over ham noget almenmenneskeligt, noget udenfor
alle tider og stilarter. Han er mere tolk for noget alment
end for noget tidsbundet. Tiltrods herfor har hans kunst