Lærebog I Optik
til Brug for de lærde Skolers mathematisk-naturvidenskabelige Afdeling

144 Ottende Kapitel. Lysets Natur. 134. Emissionshypothesen. Til Forklaring af de Fænomener, Lyset frembyder, antog Newton, at der fandtes et særegent Lysstof, og at ethvert selvlysende Legeme i alle Retninger udslyngede smaa Dele af dette med den uhyre Hastighed af over 40C00 Mile i Sekundet. Naar disse Lysdele traf Synsnerven, frembragte de Indtrykket af Lys. Da det var vanskeligt at indse Aarsagen til, at alle Lysdele, fra hvilket Legeme de end kom, havde samme Hastighed, antog Newton, at der til at frembringe et Lysindtryk fordredes en ganske bestemt Hastighed. Da Lyset ikke frembringer nogen kjendelig mekanisk Virk- ning trods Delenes overordenlige Hastighed, maatte disse være overordenlig fine og tilmed uden Vægt, eftersom de ikke paa- virkedes af den almindelige Tiltrækning. For at forklare Tilbagekastningen antog Newton, at de Legemer, der tilbagekaste Lyset, udøvede en Frastødning paa Lysdelene. Brydningen blev forklaret ved en Tiltrækning mellem det gjennemsigtige Legeme og Lysdelene. Kom en saadan i Nærheden af et Legeme, der bryder Lyset, bevirkede Tiltrækningen, hvis Retning falder sammen med Indfaldsloddet, at Lysdelens Bane blev krum med den konvexe Side udad, og inde i Legemet, hvor Tiltrækningen var lige stor i alle Ret- ninger og altsaa blev ophævet, blev Banen da atter retlinet og rettet efter Tangenten til det Punkt, hvor Lysdelen trængte ind gjennem Overfladen. Newton forklarede paa denne Maade baade Lovene for Tilbagekastningen og Brydningen. Efter Newtons Hypothese angav Brydningsforholdet Forholdet mellem Lysets Hastighed i det Legeme, i hvilket Lyset trængte ind, og det, fra hvilket det kom. .Jo stærkere derfor et Legeme bryder Lyset, desto større skulde dets Hastighed i dette være.