Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

102 dige Beløb eller at man paa hvert sjette Laan tabte hver eneste Øre. Det maatte indrømmes, at en Kreditforening, der gik ud fra Muligheden af saadanne Tab, og som kunde paavise, at den kunde bære dem, maatte regnes for absolut solid og vel betrygget, thi, som Taleren før havde sagt, kunde det ikke godt tænkes, at man paa hvert tredje Pant skulde lide et Tab svarende til 50 pCt. eller paa hvert sjette Pant tabe Alt. Men hvad vilde nu Følgen blive, hvis det skete? Følgen vilde blive, at Amortisationstiden fra 28 Aar, som vardet normale, vilde forlænges til 31, ogat den Rente, der blev betalt af de Mænd, hos hvem der intet Tab var lidt, vilde stige fra 4 til 4V2 pCt. Men Taleren vilde gaa endnu videre. Hvis man gik med de Pessimister, som sagde, at en industriel Kredit var umulig, og at man maatte vente, at der aarligt maatte tabes 1 pCt. af Restlaanenes Beløb, saaledes at man til Administration og Reservefond kun havde i pCt. om Aaret, saa vilde Amortisationstiden blive for- længet til 3 6 Aar, og den Rente, der blev betalt af de Med- lemmer, hos hvilke intet Tab var lidt, vilde stige til 5 pCt. Men saa havde man ogsaa i Løbet af de 36 Aar paa hvert tredje Pant tabt hver eneste Øre, og Taleren troede dog, at selv de vildeste Pessimister vilde sige, at værre kunde det ikke g^a, og saa var der endda regnet saa rigeligt, at man gjerne kunde sige, at Omkostningerne vare dækkede ogsaa. Det var dog virkelig et Bevis for, hvad en Sammenslutning paa Kreditomraadet kunde bevirke. Taleren var, som han begyndte med at sige, overbevist om, at man vilde ryste paa Hovedet og sige: ere disse Beregninger nu ogsaa rigtige, og man kunde gjøre det med saa meget større Ret uden at fornærme ham, som han første Gang, han havde gjort saadanne Beregninger og var kommen til disse Resultater, havde sagt til sig selv: dette maa vist være galt, og havde regnet dem efter igjen, men var kommen til samme Resultat. For at være absolut sikker, sendte Taleren det ind til en Mand, som det ikke var muligt kunde regne forkert, nemlig da- værende Beregner ved Livsforsikrings- og Forsørgelsesanstalten af 1871 Andresen, og han sendte det tilbage og skrev under- neden: Rigtigheden attesteres. Det var altsaa virkelig rigtigt,