Ørets Pleje
I syg og sund tilstand

Lyden. II disse Lydbølger imidlertid skulle opfattes som Lyd, er det, som vi have set, nødvendigt, at de gjennem Hørenerven ledes op til Hjernen; det svingende Legeme maa derfor være i Be- røring med et Stof, i Almindelighed Luften* 1), til hvilket Svingningerne kunne meddele sig og føres videre til Øret. Beviset herfor er leveret ved følgende Forsøg: ophænge vi en Klokke i et Rum, hvoraf Luften er suget ud, kan Knevlen slaa nok saa stærkt mod Klokkens Sider; vi høre ingen Lyd, thi der er intet Stof, ingen Luft, den kan sætte i Bevægelse, meddele sine Sving- ninger til; men lade vi lidt efter lidt atter Luften slippe ind i Rummet, høres en svag Lyd, der efterhaanden bliver stærkere og stærkere. Det er det samme Forhold, der gjør Samtale mindre let, naar man paa Bjerge eller i Luftballon naar meget højt op fra Jorden; Luften er heroppe nemlig saa fortyndet, at Lydbølgerne blive svage og ude af Stand til saa kraftigt at paavirke Øret som nede ved Jordens Overflade i den tættere Luft. *) Vi maa med Hensyn til Luften, vi leve i, huske paa, at den, hvorvel den er usynlig, dog er et virkeligt Stof, modtagelig for Paavirkning af forskjellig Art; den kan opvarmes og afkjøles, kan bevæges, kan presses sammen i større Mængder paa et lille Rum, kan omvendt for- tyndes, saa den samme Mængde Luft breder sig i et større Rum, har en vis Vægt o. s. v.