Haandbog I Den Systematiske Botanik
Nærmest til brug for Universitets-Studerende og Lærere

Angiospermæ; Kl. Monocolyledones. 133 snart op at voxe, men samtidig bryde talrige Rødder frem fra Grunden af Stænglen og blive lige saa kraftige eller endnu kraftigere end den; Tykkelsevæxt finder ikke Sted hos disse Rødder, de for- grene sig ikke eller kun lidet, og de dø i Reglen efter kortere eller længere Tids Forløb. Fig. 141. Tværsnit af en Palmestamme; v-v er Veddelen, b-b Bastdelen i Karstrængene. Fig. 142. Skematisk Fremstilling af Karstrængenes Løb fra Stænglen ud i Bladene hos en Enkimbladet. Stænglen, der hyppig er en Knold, Løg eller anden Jord- stængel, i det de fleste Enkimbladede ere fleraarige. urteagtige Planter, har spredte, lukkede Karstrænge og intet Delingsvæv (Kam- bium), ved hvilket varig Tykkcdsevæxt kan finde Sted. Naar f. Ex. Palmestammen kan opnaa en ret anselig Tykkelse, fremkommer dette derved, at selve Stængelspidsens Grundvæv med den tiltagende Alder bliver mægtigere, indtil en vis Mægtighed er naaet; de ældste, nederste Dele af en Palmestamme have derfor ogsaa Form af en omvendt Kegle, og først fra en vis Alder af bliver Stammen en Cylinder. Naar visse træagtige Lilieblomstrede, som Drageblodstræer, Aloe o. a., have en længe varende Tykkelsevæxt, saa hidrører dette fra et Lag af Delingsvæv, der opstaar i Barken uden for de op- rindelige, i Stængelspidsen anlagte Karstrænge, og som vedvarende danner et tykvægget Grundvæv og nye spredte Karstrænge. De fra først af dannede Karstrænge løbe fra Bladgrunden i en Bue ind mod Stænglens Midte, bøje derfra udad og løbe noget mere parallelt med Omkredsen nedad (Fig. 142); hos de Enkimbladede, der have Tykkelsevæxt, løbe de senere dannede Strænge ikke ud i Bladene.