Om Frostmoser og Marskenge
en technisk Motivering af Forslag til en Omregulering af vore Vandløb

19 det der kun er Spiren og ikke hele Planten, der pludse- lig doer. En Forstmand har meddeelt mig, at han en Dag da Skoven stod i sin yppigste Væxt, saa at de unge lysegrønne Skud endnu vare bøiede af deres egen Vægt, fandt den bruun og afsveden, men kun ved Mosehullerne; videre havde Frosten ikke strakt sig. Hoist mærkelig er vistnok Bøgeskoven i Hald Sø: midt i en øde Egn, hvor man forgjæves gjør mange Forsøg paa at plante ny Skov, hvor selv Egen staaer forkrøblet, omgiven i videre Kreds af Heden til alle Sider, ligger denne lille frodige Bøgeskov midt i den dybe Sø; den kolde Luft fra de ikke ret store Kjær i samme Dal flyder ned over Søen, men den kan ikke naae over til Bøgeskoven, for Søen er saa dyb, at den ikke kan afkjoles før Solen atter er paa Himmelen. Saa lidt skal der til for at begrændse Nattefrostens Om- raade. Der kunde mulig mange Steder i Jylland blive Skov ligesom i Hald Sø, naar man som i Sverrig vilde hade «Frostmyren», istedetfor som hos os at frede om den og udbrede den, og det kan ikke undre os, at Plan- tager som Feldberg Plantage ikke kunne lykkes, naar man læser Capitain Dalgas’s Beretning i Tidsskrift for Landoeconomi for 1869, og seer, at %/ af denne Plantage er en Frostmose eller som det hedder: «et aldeles fladt Terrain, der er suurt og fuldt af Kjær.» Skoven sygner hen paa ethvert saadant Sted, den døer ikke pludselig som Rugmarken, den tæres hen, ikke fordi Vinden er for stærk, men paa Grund af den Frost, der udvikler sig under Vindstille paa den Tid Varmen er nødvendigst*). *) Skovbrugsberetningen i 4de Hefte d. A. af Tidsskrift for Land- oeconomi, bekræfter ganske den saaledes fremsatte Theori, jeg skal derfor tillade mig deraf at gjøre følgende Uddrag: 2*