Om Frostmoser og Marskenge
en technisk Motivering af Forslag til en Omregulering af vore Vandløb
Forfatter: E. R. Grove
År: 1870
Forlag: Otto Schwartz's Efterfølger (E. Jespersen)
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 86
UDK: 626.8 Gro
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
21
at udsættes for Frost, umiddelbart efter at den ved Var-
men er kaldt til fornyet Liv. Derfor er det en væsentlig
Betingelse for enhver god, især tidlig Eng, at den ikke
har større Fugtiglied, end den Planten behøver til sin
Ernæring; det er efter dette Princip, at man i Marsken
regulerer Vandets Afløb. Engen ødelægges dog ikke ved
en enkelt Nattefrost saaledes som Kornmarken, og den
er derfor især at foretrække for denne paa alle side Ste-
der, hvor Frosten meest kan befrygtes, selv efter en god
Regulering *).
Det vilde være af stor Interesse, om man kunde
angive ved Talstørrelser eller ved et Maal, hvormeget
*) Den af mig her fremsatte Theori af Nattefrosten, der synes at
være den de svenske Naturforskere anerkjende som rigtig, af-
viger væsentligt fra den af Boussingault efter «Kosmos« i
“Populaire Fremstillinger af Naturvidenskaben» 2den Række
4de Bind pag. 217 fremsatte, hvorefter Nattefrosten forklares
ved en Udstraaling af Varme. Han søger at bevise denne
Paastand ved at anføre, at Afkjølingen er desto større jo friere
Beliggenheden er, og jo større den Deel af Himlen er, mod
hvilken Planterne udstraale Varme; men det Modsatte er netop
Tilfældet, som af mig fremført i Exemplet om Nattefrosten ved
Mosehullerne i Skoven, og som ligeledes fremført og Alle be-
kjendt her i Landet, at det er i Lavningerne og ikke i Bak-
kerne, at vi have vor stærkere Nattefrost. Hans andet Argu-
ment, at en tynd Matte eller et ubetydeligt Lag Straa ere
tilstrækkelige til at afværge Nattefrostens skadelige Indvirk-
ning, indsees let ikke at tale imod Theorien, at Varmen bliver
bunden ved Fordampning, idet selve Fordampningen jo ved
en saadan Tildækning forebygges. Han anfører, at det er
Planten, der udstraaler sin Varme til den klare Luft, der ligger
høit oppe, og er koldere end den underliggende Luft, saa at
Planten kan blive 7 à 8° koldere end den Luft, der omgiver
den; maatte da ikke meget mere den varmere lave Luft af-
give sin Varme opad, før Planten, der staaer længere nede,
kunde komme dertil? At Planten skulde udstraale sin Varme
gjennem et varmere Luftlag, strider imod al Rimelighed.