Om Frostmoser og Marskenge
en technisk Motivering af Forslag til en Omregulering af vore Vandløb

45 drig er hvad man kalder snur, hverken efter dens Vege- tation at dømme eller efter Muldets Beskaffenhed, saa er Undergrunden dog saagodt som altid suur og ufrugtbar. Klægen har i Slesvig som i Holland overalt et Lag af Størt, der ligger nær ved Overfladen, og som er saa fuldt af Svovljern og svovlsure Salte, at Vegetationen er øde- lagt for flere Aar, naar man ved en Dyrkning kommer til at pløie lidt af denne Jord op. Moseengen har sin sure Undergrund af Terv, og selv en Sandbund i en Eng er sorteblaa, naar man graver lidt ned i den. Overalt fremsiver det sortagtige Vand fra nye Grøvter og det rustrøde Dynd afsætter sig i Grøvten, livor man end graver, ja selv alt det Fyld, man tager op af Grovterne ved deres Rensning, er suurt og skadeligt for Vegetationen, selv efterat det er gjennemtørret, naar det ikke har henligget et Aar for at udluftes, hvorefter da ogsaa dette atter er sundt og med Fordeel kan spredes over Græsfladen for at dække de krybende Rødder, der i Tiden have skudt sig op over Overfladen. Det synes næsten som om den sure Undergrund havde en vis Be- tydning for enhver god Eng, og dog er den saa skadelig, at ethvert Vandtryk fra Kilder eller deslige, der bringer dens Vand op imod Overfladen, aldeles ødelægger Engen paa et saadant Sted. Naar man saaledes undlader at grave en dyb Skjelgrøvt imellem Engen og det den omgivende høiere Land, saa seer man, saaledes som Tilfældet er i næsten alle vore Moser og Enge, at Kanterne ved det hi»iere Land bevoxes med Halvgræsser og staaer tilbage for alle andre Steder i Engen, uagtet saadanne Kanter jo ogsaa modtage mange nedskyllede nærende Bestand- dele fra Omgivelserne. Den sure Undergrund, der saa-