Meddelelser Om Dansk Guldsmedekunst

Romansk Stil. Gotisk Stil. 11 i Tyskland; Bestemmelserne i deres Skraa ere i væsentlig Over- ensstemmelse med Bestemmelserne i lignende tyske Skraar. Ingen Guldsmed maatte tage en Dreng i Lære, uden at han var ægtefødt; inden. 12 Ugers Forløl) skulde han lade ham indskrive i Lavets Bøger, og ved den Lejlighed skulde han give Lavet en Tønde 01. Hvad Svenden angaar, da skulde han tjene Mesteren en fast Tid, han maatte ikke betales stykkevis eller faa Ugelön. Opstod der Strid mellem Mester og Svend, skulde Sagen for Lavet, og Older- manden eller Oldermændene (der kunde være to) skulde udnævne to Lavsbrødre, der skulde domme Parterne imellem; uden Lavets Samtykke maatte der ikke klages «paa Raadhuset», d. v. s. til Øvrig- heden. Vilde en Svend være Mester, da skulde han först have arbejdet et Aar -i Kjøbenhavn (Mesteraaret) og dernæst med to Mænds Vidnesbyrd godtgjöre, at han ejede 5 Mark lødigt Sølv og Værktôj til en Mark Sølvs Værdi, endelig skulde han endnu give Lavet en Tønde 01, en Mark Vox samt en vis Mængde Lys og Bægere. Om Aflæggelsen af noget Mesterstykke tales der ikke, men dog indeholder Skraaen Bestemmelser, der i alt Fald i en vis Ret- ning søge at sikre Publikum godt Arbejde, nemlig med Hensyn til Metallets Gehalt, og til disse Bestemmelser skulle vi nedenfor komme tilbage. Den, der blev Mester, skulde give Øl, Vox, Lys og Bægere eller med andre Ord Alt, hvad der hørte til et Drikkelag efter endt Dagværk. Og af saadanne Drikkelag holdt Lavsbrødrene sikkert flere sammen, ti Skraaen fastsætter oftere 01 som Bøde for For- seelser* og forbyder tilmed den ene Lavsbroder at drikke med den anden paa Ølhuse eller i Ølstuer. Men i Skraaen omtales kun ét * Som Bøder forekomme ogsaa Vox og Penge, men hvorledes skal det forstaas, naar det hedder, at den Svend, der arbejder selvstændigt, skal be- tragtes som En, „der ikke bøder“ (de beter nicht)? Er Meningen, at maniden Grad ser ned paa ham, at han ikke er værdig til at erlægge en Bøde i Lavet? Det Samme fastsættes om den Svend, der løber bort med sin Lön (Ingen i Lavet maa igjen tage ham i sin Tjeneste), og endelig ogsaa om den, der forleder en Svend eller Dreng til at give eller sælge af Mesterens Varer uden dennes Vidende, men her hedder det: „de betere eyn half pund wasses vnde wese en man, de beter nicht“! 1