Meddelelser Om Dansk Guldsmedekunst

12 Den katolske Tid. Drikkelag, det er hvert Aar paa St. Andreas Dag (d. 30 Novbr.), saa skal hele Lavet møde. Voxet kunde imidlertid benyttes til Andet end til Lys ved Lavets Sammenkomster. Det kunde ogsaa bruges til Lys paa den Helgens Alter, som Lavet særlig dyrkede, og det var St. Loye. Lavets officielle Navn var «de kumpanie van sunte Loyen». Kirken var den Gang den herskende Magt, og et- hvert Lav maatte derfor have en Helgen. St. Loye (St. Eloi) var en oprindelig merovingisk Guldsmed Eligius (Evlogius), en vidunderlig dygtig Mester, der efter sin Herre Kong Dagoberts Død (638) bestemte fremtidig kun at ville tjene Gud og hans Helgene. 663 døde han som Biskop af Noyon og Tournay og blev nu erklæret for Helgen 1. Selvfølgelig blev han alle Guld- smedes Skytspatron, og en af Bestemmelserne i den kjøbenhavnske Guldsmedeskraa er da ogsaa den, at paa St. Loyes Dag (d. 1 Decbr.) maa Ingen, hverken Svend eller Mester, arbejde. Videre bestemmer Skraaen, at paa denne Dag skulde hele Lavet samles til en Sjæle- messe, ved hvilken Alle, baade Mænd og Kvinder, skulde ofre. _ Endelig paabyder den, at den Broder eller Søster (o: Mester-Hustru eller Enke), der dør, skal følges til Graven af Lavsbrødrene; ja, de skulde følge enhver Svend, der havde tjent sin Mester godt. Naar Jyske Lov, der bestemmer Forholdet mellem Sølv og Guld som mellem 1 og 8, sætter haard Straf for at «brænde» falsk Sølv, maa der have været en Norm for, hvilken Lødighed det uprægede Sølv, der gik som Betaling mellem Mand og Mand, skulde have. Nogen Bestemmelse herom synes dog ikke naaet til Nutiden, men vi vide, at Sølvet mod Midten af det 13de Aarhundrede kunde leveres noget over 151ødigt; först i Slutningen af Aarhundredet naaede man til en Lødighed af lö1/2 2. Om disse Forhold faa vi imidlertid Intet at vide i den kjøbenhavnske Guldsmedeskraa. Ogsaa den gaar ud fra en bekjendt Lødighed. Det er Skraaens förste Ord, at enhver Guldsmed i Kjøbenhavn under höje Bøder skal ar- bejde «lødigt Sølv og godt Guld», og i to senere Paragrafer kommer den tilbage hertil for endelig at slutte med den Bestemmelse, der betegnes som ældgammel (van oldinghes), at kommer der nogen