Norges Kirker I Middelalderen

116 Sengotik. — Reparationer, smaakirker og kapeller. — Kirkespir. Fig. 342. Kapellet fra Oira. De Snndvigske samlinger, Lillehammer. motiveterdet,som senmiddelalderen førte ind i landet. Ved siden heraf har vi selvfølgelig ogsaa det holland- ske løgformede taarnspir, som tilhører Kristian IV’s tid og det senere lidt lave og stutte som fin- des paa Akershus. Det sengotiske engelske spir er et rigt og interes- sant kunsthisto- risk materiale. Typerne er forskjellige. Man har de smale slanke, der vokser lige op fra taarnfoden og man har parapettaarnene, som af arkitekt Christie er optât ved Trondhjems domkirkes nye taarn. Flere af de engelske er af sten lige op til spiret; men heller ikke træspir var sjeldne og fandtes tildels ved de største kathedraler, som ved Lincoln og Herford centraltaarn eller ved Ely og Durhams vesttaarne. De er senere ødelagt af ild. Engelske arkitekter har havt den respekt for bygverkene, at de ikke har sat nye spir op. Sen- gotiken har saa sat sine høie sterke træspir op i vore byer paa de ældre solide taarnfødder. Selv om vi nu ikke har noget bevaret af disse taarnspir, saa er det ikke for dristig at tænke sig, at vi, efter fattig evne i overenstemmelsen med kul- turbevægelsen, reiste disse slanke træspir, og at det er minder fra senmiddelalderen, som holder sig udover i vore bygder. Paa Oplandene har vi de karakteristiske slanke spir ved Ringsaker kirke. Biskop Fig. 344. Lektorium fra Lew Trenchard kirke, Devonshire, England. Jens Nilssøn fortæller i sin visitats fra 1594: „Ringsaker kirke er en stor skjøn stenkirke, korskirke, med vinger og spir, som Mass taarnbygger nu bygger paa“. 50 aar efter var taarnet i ustand, idet den dygtige Wærn Olsen, prestesøn fra Nes paa Hedemarken, bygget nyt taarn. Derpaa blæste taarnet ned i 1669, og det nuværende, „et fuldkomment og sømmeligt taarn med 4 smaa faconlige taar- ne“, blev i 1694 bygget af Ivar Hjelmen. Ivar Hjelmens taarn har sengotisk holdning. Det mest interessante er, at han kopierer Wærn Olsens ældre taarn, som vi kjender fra Nes og Ringebu kirker og som blev reist i 1630. Ogsaa Stange og Lesje har samme slags taar- ne. Wærn Olsen har sikkerlig bygget paa Mass taarnbygger, som Fis- 343- Fiskum kirke, Eker. igjen bygget paa de gotiske. Den gamle haandverks- tradition, som Ivar Hjelmen bygger paa, havde bevislig ældre rødder og det samme havde nok Wærn Olsens taarne og saaledes har det været ogsaa paa andre steder i landet (fig. 35, 229). Oppe i Gudbrandsdalen og Valdres beholder spiret den høie slanke karakter hele det 18de aarhundrede ud. De smaa „faconlige“ sidetaarne fjernes, men forresten biir de denne „pegepind“ mod himlen, som de sengotiske taarne er kaldt. Omkring i Viken biir de mindre, imel- lem lidt stutte. Et kirketaarn som Fiskums (fig. 343) har endnu ikke lidet af sin mid- delalderske karakter. Nor- denfjelds flyttes tagrytteren foran henimod vestvæggen, men har samme holdning (fig. 187). Kirkernes indre blev da præget af den nye dekorative tendens. Især har de talrige altere faaet det nye dekora- tive udstyr. De forskjellig- ste ting blev hængt ind i kir- kerne, som trofæer, minder eller gjenstande hvortil der knyttedes en eller anden hellig beretning. Kirken repræsenterede jo i virkeligheden i middelalderen blandt meget andet ogsaa, om man vil, museumsarbeidet og en godt bevaret middelaldersk kirke er meget af et museum med sit forskjellig- artede indhold. Ved Halvardskirken i Oslo var der