Norges Kirker I Middelalderen

130 Sengotik. — Reparationer, smaakirker og kapeller. — Kirkespir. tre gange. I hvert egteskab havde hun en datter af I midten Maria med Jesus, tilvenstre Maria Kleophas samme navn som Maria. Disse tre Maria’er findes, om end sjelden, afbildet med sine barn. Paa et vindu i Louviers fra det 16de aarh. har vi dem (fig. 381 ). med sine fire sønner, tilhøire Maria Salome med sine to barn. Senmiddelalderen formede følgende høihellige slegttavle: Anna Yaschar g. m. Susanna Esmeria g. m. Efraim g. m. 1 Joachim I Maria g. m. Joseph I Christus g. m. II Kleophas g. m. III Salome Elisabeth g. m. Zacharias Eleve g. m. Emerentia Maria g. m. Alphæus Maria g. m. Zebedeus Johannes d. døber Jacob d.y., Joseph, Simon, Judas d. y. Jakob d. æ., Johannes Evangelist Fig. 383. Bebudelsen og Kristi fodsel. Malerier paa dørene fra Vadso kirkes alterskab. Vidsk. selsk. saml., Trond hjem. Fig. 384. Tavle med de hellige tre kongers tilbedelse. Fra Ytre Holmedals kirke, Søndfjord. Bergens museum. Ernim g. m. Memellia Servatius Fig. <385. Anna og Maria og kongens tilbedelse. Malerier paa dørene fra Vadsø kirkes alterskab. Vidsk. selsk. saml., Trondhjem. Paa Trendenes alterskab har man i midten den tro- nende Maria, tilvenstre Anna og Maria med Kristus- barnet paa armen. Ved hendes fødder leger de to andre Mariaer, madonnas søstre. Tilhøire har vi saa oldemoren med sine to døtre Anna og Esmeria. De to næste er Memelia og hendes søn Servatius, den senere biskop af Maastricht og længst tilvenstre Elisa- beth med Johannes den døber, som ogsaa var slegtning af madonna og Kristus. Gruppen tilvenstre for den hellige Anna er Maria Kleophas med sine fire sønner og ved siden af hende Maria Salome med sine to. Hovederne under er vel nærmest de respektive hellige egtemænd, som gjerne fremstilles sammen med sine hustruer. Det kan jo ogsaa være Kristi forfædre. Paa predellaen er apostlerne malet. Selv har jeg ikke havt anledning til at se dette interessante arbeide, men det er vistnok en af de rigeste i gruppen af fremstillin- ger af den hellige familie. Det er rent en billedlig ge- nealogisk slegtstavle. En tid med et fysiognomi som senmiddelalderens synes særlig skabt for theatrets kunst. Trangen til sterke op- trin, til pathetiske udtryk, til sentimentale følelsesudbrud havde man, og ved theatret kom dette naturlig frem. Kirken, som stod i den nøieste rapport med tidsalderens aandelige strømninger, optog selvfølgelig theatret, og man faar de store religiøse skuespil. Disse skuespil